I dag er antallet af gammeldags busrejser kun en brøkdel af, hvad det var i fordums tid. Få rejsebureauer leverer fortsat busrejser, hvor rejselederen er med fra start til slut, men antallet er efterhånden beskedent.
Jeg har selv siddet i rejseledersædet gennem nogle år, og jeg synes det er værd at fortælle, hvorledes en uges busrejse i Europa så ud med rejselederens øjne.
Her er en af mine favoritture, nemlig 7 dage Rhinen med overnatning på både ud og hjemturen, samt ophold i Assmansshausen, produceret og leveret af Viking Nordturist gennem en årrække. Altså en rigtig klassiker.
Søndag morgen
Klokken er kun lidt over seks søndag morgen, da jeg sammen med de første forventningsfulde gæster står lettere søvndrukken på busparkeringen ud for Københavns Hovedbanegård lige over for Tivoli. Busparkering er måske så meget sagt, men der er tale om en lille plads langs banegården i Bernstorfsgade, hvor turistbusserne flokkes hver morgen.
Så begynder busserne så småt at dukke op og parkeringspladsen fyldes nu til bristepunktet. Jeg kigger efter ’min’ bus og pludseligt spottes bussen med den lille seddel med teksten ‘Rhinen’ i sideruden. I samme sekund som Setra bussen med den gule næse fra Viking Nordturist holder stille, flokkes de første gæster ved indgangsdøren.
Chaufføren letter roligt fra sit sæde og kommer ud. Hen og hilse på chaufføren – heldigvis en man kender. De andre busser er nu også ankommet, og her i heksekedlen suser forvildede gæster rundt med tunge kufferter for at finde deres busser. Nogle busser er fra Viking Nordturist, mens andre er fra kendte vognmænd i hovedstaden eller ude fra Sjælland, dog alle sammen på opgave for Viking Nordturist. Sidst men ikke mindst er der busser på opgaver for helt andre rejsebureauer.
Deltagerlisten bliver fundet frem, og gæsterne tjekkes ind, efterhånden som de ankommer, for derefter hurtigt at forsvinde ind i bussen. Der rokeres lidt frem og tilbage mellem sæderækkerne, og til sidst er alle på rette plads. Under indtjekningen prikkes man lige på skulderen. Det er direktør Leif Hansen eller Peter Poulsen fra bureauet, som overrækker en lille kuvert. Kuverten indeholder lidt kontanter og ikke mindst de banknoterede checks, som skal afleveres til hotellerne, som betaling for overnatningerne undervejs.
En kort snak med chaufføren bliver det også til, men tiden er knap, og snart begynder turen mod færgen i Gedser. Det lille interne væddeløb mellem chaufførerne er i gang, og alle håber de, at netop deres bus ikke skal samle gæster op alt for mange steder undervejs mod færgen.
Denne gang er det en nitte. Første opsamling er ved stop 20 i Ishøj, og derefter en lille håndfuld steder sydover. Men inden vi kommer så langt, skal der lige bydes velkommen ombord, og alle skal lige mindes om, at passet er nødvendigt og derfor skal det være med på rejsen.
Lettere bekymret meddeler en gæst fra Brønshøj, at passet ligger hjemme på kommoden. Gæsten bliver lempet af, og må i taxa tilbage til Brønshøj. Derefter må gæsten, igen i taxa indhente bussen på ruten mod Gedser, og vi mødes da også igen senere. Det bliver en dyr morgen for denne gæst.
Opsamlingen går susende undervejs, og lige efter Storstrømsbroen, er der tid til morgenkaffe i Cafeteria Brohallen lige efter broen. Chauffører og rejseledere flokkes om det lille bord i køkkenet med kaffe og skær selv franskbrød, mens gæsterne forsøger at få kop kaffe med tilbehør i cafeteriet.
Afsted igen mod de sidste opsamlinger ved Højmølle Kro og i Nykøbing Falster, hvor endnu en håndfuld forventningsfulde og rejseglade gæster spejder efter den rigtige bus. Endelig er alle om bord, og i hastig fart, suser bussen det sidste stykke mod Gedser. Super – færgen er rettidig og få minutter efter ankomst bliver busserne vinket ombord. Klokken er næsten 10:00 – afgangstid, og færgen skal hurtigt fyldes så planen kan holdes. Inden gæsterne kommer op fra vogndækket, gælder det om at få benene på nakken. Gæsterne har alle reserverede pladser i restauranten som skal findes, så jeg kan hjælpe tjenerne med, at få alle på plads hurtigst muligt. Det giver også mulighed for lidt drilleri med tjenerne og hilse lidt på gæsterne igen, på deres vej mod de rette borde.
Under overfarten er der igen tid til lidt hyggesnak med chauffører og rejseledere, og især de gamle i faget, giver den gas, mens de fortæller røverhistorier fra turene de seneste uger. Frokost og shopping skal også lige overstås, og chaufføren får en hjælpende hånd med at fylde drikkevarer i bussen. Lidt før ankomsten, klokken er nu lidt over 13, er der papirarbejde som skal gøres. Vejskat og dieselafgift skal betales, når vi ankommer til Travemünde, så papirer og penge skal være klar. Gæsterne kaldes til vogndækket mens færgen svejer og lægger til ved Scandinavienskai, og gæsterne vender langsomt tilbage til bussen. Enkelte gæster fra en anden Viking Nordturist bus har forvildet sig ind i vores bus, men de lempes ud igen og finder forhåbentlig den rigtige bus. Der holdes mandtal i bussen, og en enkelt gæst skal lige hente sit pas, som på magisk vis er forsvundet ned i kufferten. De sidste gæster, som ikke kan finde bussen, indfanges på vogndækket, og pludseligt gives der los, og busserne suser som i en kædedans frem mod betalingsstedet.
Hurtigt ind på skråparkeringen og jeg sætter i løb mod betalingen af vej- og dieselskat. Pyh– jeg er kun nummer 4 i køen. Slukørede kan man se de andre rejseledere og enkelte chauffører tage plads i køen. For de sidste i køen går der lang tid, før turen kan fortsættes. Tyskerne er jo et grundigt folk, og ordnung muss sein.
Papir arbejdet overstås, og i småløb går tu-ren mod bussen igen. Mens jeg var på kontoret, havde chaufføren spottet ’den lille sorte’, som er ude med målepinden. Vi må ikke have for meget diesel med ind, men alle forsøger at snyde lidt ekstra med. Heldigvis har han fundet et andet offer, så turen kan fortsætte ned til paskontrollen med det samme. ”Alle aus Dänemark?” – spørger pasbetjenten og efter et nik og et ”Tjüs und auf Wiederseen” går turen ud på landevejen mod autobanen.
Chaufføren hyggesnakker lidt undervejs, kun afbrudt af lidt eder og forbandelser over den tyske patruljevogn, som kører lige bag os. Pludseligt er den væk, og farten sættes lidt ekstra op. Gæsterne får også lige en historie eller to undervejs, samt lidt om dagens program.
Hamburg passeres og vi nærmer os eftermiddagspausen. Lige efter Rasthof Braunatal, drejer chaufføren stedkendt af mod Behringen og få minutter senere, lempes gæsterne af foran Rieckmanns Gasthaus. Hurtigt – gæsterne på plads i kaffestuen og tid til lidt at drikke sammen med chaufføren.
Efterhånden fyldes lokalerne af gæster fra de mange busser, som benytter dette sted, og indgangsdøren som allerede er fyldt med hundredvis af klistermærker fra skandinaviske rejsebureauer, får lige et nyt klistermærke, af en af de nye chauffører.
Afgang – og de sidste gæster skal lige tisse af. Mandtal i bussen og Lüneburger Heide ’ædes’ ganske langsomt mens de få vågne gæster, får en historie om heden. Undervejs bliver øjenlågene tunge og 5 min går med at ‘klippe kaniner’, indtil der igen er behov for en lille historie.
Enkelte gæster skal lige have fugtet ganen, og chaufføren får en cola eller to, så han kan holde sig vågen. Hannover passeres i behørig afstand og efter en tid, drejer chaufføren den gule busnæse væk fra autobanen og ud på landevejen mod Goslar. På vejen mod vores overnatning får gæsterne endnu engang lidt info om aftenens program, som byder på indkvartering, aftensmad og en lille gåtur i Goslars centrum.
Bussen kringles ind gennem byen, og med et lille suk, stopper chaufføren bussen foran Hotel Hamburger Hof i Petersilienstrasse. Hurtigt ind efter nøgler til gæsternes værelser, og de mange Dobbeltzimmer, Dobbeltzimmer mit dusche oder mit dusche und WC, fordeles til de trætte gæster. Alle har jo været tidligt oppe.
Værelserne indtages i det gamle hotel, hvor gulvbrædderne på gangene knirker lystigt, når gæsterne lunter mod deres værelser. Efter en stund er der fællesspisning. Sauerbraten mit Kartoffeln und Gemüse er dagens ret. Dåseærterne, som er tyskernes favorit tilbehør skylles ned med en kølig pilsner, inden et mindre antal gæster og jeg går mod Goslars centrum og byens seværdige bygninger. Historierne om Goslar og ’Dukatenmännchen” fortælles, inden gæsterne på egen hånd trisser tilbage til hotellet og en måske velforjent godnat øl. Chaufføren er imens gået til hotel Achtermann, hvor en af bureauets andre grupper overnatter på vej sydover. En chauffør sludder bliver det sikkert til, inden også han igen vender snuden mod Petersilienstrasse.
Mandag
Endnu engang er vi alle tidligt oppe. Den sidste etape mod Rhinen venter. Morgenmaden indtages og lidt før klokken otte, kører chaufføren vores bus ud gennem det sydlige Harzen ad landevej B27 mod Eschwege. Det er nemlig den smukkeste vej sydpå, og så kan der komme lidt snak undervejs om det delte Tyskland. Lidt morgensnak med gæsterne undervejs, og dagens program gennemgås. Lige nord for Bad Sooden Allendorf kører vi ganske tæt på zonegrænsen, som med sine uhyggelige hegn, vagttårne og dystre ingenmandsland, viser sit skræmmende ansigt. Vejret er smukt, så udsigten til grænsen og Østtyskland er klar og tydelig, og de grå og triste facader på husene langs grænsen er iøjefaldende.
Historien om det delte Tyskland fortælles, suppleret med lidt detaljer om selve grænsezonens opbygning, med dets overvågning, vagttårne, automatvåben og høje hegn med pigtråd på toppen. På en lille restaurant højt hævet over landevejen, er det tid til en kort pause, mens vi betragter det både spændende og samtidig nedslående syn over grænseområdet. Det er tid at komme videre, og inden længe er vi tilbage på autobanen mod vores frokost destination.
Frokosttid, skarpt højresving i afkørsel 87 bringer os væk fra autobanen og ned ad Hauptstrasse mod madoasen Hotel Eydt. Her er frokosten god, for Eydt er også indehaver af en slagterbutik. Vi modtages med åbne arme af personalet og mens gæsterne spiser frokostplatte fra Eydts egen slagter, er der en lækker Rumpsteak på tallerkenen hos os. Uhmmm – det er altid godt her.
Mætte og glade efter frokosten svinger vi igen tilbage på autobanen og kursen sættes mod Frankfurt, som snart viser sig i horisonten. Lidt historier undervejs, men gæsterne får også tid til at slumre og hygge sig. Lidt stille musik over højttaleranlægget får hurtigt de første gæster til at tage en lille middagssøvn mætte af den gode frokost og en ’bier vom fass’. Enkelte har dog ikke fået slukket tørsten helt, så de kolde øl og vand fra det lille køleskab ved min side er populære.
Lidt før Frankfurt svinger vi mod højre og nupper vejen mod Wiesbaden og efter en stund skimter vi Rhinen i det fjerne. Omkring Eltville am Rhein, er det tid til lidt historie om Rhinen – men ikke for meget. Vi skal jo på sejltur i morgen, så der skal også være lidt historier til denne udflugt.
Nu er vi jo tæt på målet, så de næste dagens program præsenteres, og de første tilmeldinger til udflugterne modtages. Gæster betaler kontant, og efter lidt udfordringer med byttepenge, er der styr på sagerne. Et godt salg, så det ser ud til at alle udflugterne kan gennemføres.
Trafikken bliver langsomt tættere og vi næsten triller gennem Rüdesheim langs vandet, og en lille historie om den røde rhinskvin som dyrkes på bjergene (Höllenberg) mellem Rüdesheim og Assmannshausen afleveres, inden vi når frem. Hotel Anker, som ligger ud mod Rhinpromenaden skal igen, lægge hus til Viking Nordturists gæster.
En Viking Nordturist klassiker gennem mange mange år
Selvom gæsterne er ivrige for at forlade bussen, må de lige blive siddende og vente på nøglerne – det er nemlig meget nemmere. En enkelt meget tissetrængende gæst skal hurtigt ind på hotellet, men vender lettet tilbage til bussen kort efter, hvor chaufføren er begyndt at lempe de mange kufferter ud på fortovet. Ind til skranken og hilse på personalet som pligtskyldigt har forberedt vores ankomst. Få minutter senere bliver nøglerne fordelt på turen gennem midtergangen. Gæsterne hanker op i kufferterne og myldrer ind på hotellet, fulgt af opfordringen om, at huske aftensmaden kl. 18. Vi skal nemlig på byvandring bagefter.
Chaufføren kører bussen væk, og senere mødes vi sammen med gæsterne til aftensmaden, og efter Hühnerbrüe, Schnitzel mit pommes und Gemüse, efterfulgt af kuchen til dessert, sætter vi i samlet flok kursen op i den lille by. Målet er Alte Bauernschänke, hvor Kurt Rulf underholder med lokale viser som ’Lorelei’, ’In Assmannshausen’ og mange flere, mens gæsterne lystigt synger med, kun afbrudt af den lokale rhinskvin og de store glas øl. Utroligt så tørstig man kan blive på turen ad de tyske motorveje.
Igen bliver vi budt velkommen med åbne arme, og personalet får lidt hjælp med at få bestillingerne i hus, og især den røde Rhinskvin er populær. Det havde ham rejselederen jo sagt smagte godt! Efter nogle viser og et godt glas, går turen videre ud i byen. Gæsterne efterlades – de har jo kun få hundrede meter hjem gennem byen – men der er jo andre der skal hilses på. Gasthof Schuster giver et glas, og der hyggesnakkes med pigerne bag skranken. Sengetid og regnskab – salget af udflugter gik jo fint, og morgendagens sejltur skal lige forberedes.
Tirsdag
Efter morgenmaden lægger den lille hvide udflugtsbåd til ved anløbsbroen over for hotellet, og inden længe er alle ombord. Vi er flere hold danske gæster fra forskellige bureauer, så nu gælder det om, at få nuppet mikrofonen fra den tyske guide. En aftale om at guide på dansk, kommer hurtigt i stand.
Så på turen ned ad Rhinen, får alle de danske gæster historie efter historie om de mange borge langs bredderne, og de små bysamfund vi passerer. Lige inden St Goarshausen skal ’Lorelei’ båndet på, og efter lidt knas med kassetteafspilleren, fylder sangen hele båden. Sidste historie inden vi lægger til i St. Goarshausen bliver historien om Lorelei og snart forlades skibet. De andre rejseledere takker for hjælpen, og de enkelte grupper lunter mod de respektive busser. Heldigvis har chaufføren husket, at hente bussen. Den står pligtskyldigt og venter, for i det laveste gear, at flytte os op på toppen af Lorelei klippen.
Udsigten er bjergtagende, og efter at gæsterne har taget dusinvis af billeder, lempes de igen ind i bussen, og turen går langs floden tilbage til frokosten. Da gæsterne er sat af foran hotellet, går turen med den tomme bus ind til Rüdesheim. Selskabets næste visit på ’cognac’ fabrikken Asbach Uralt samt vinsmagning i Winzerkeller skal lige aftales, og derefter er der tidlig fyraften.
Onsdag
Onsdag morgen oprinder. Øjnene er lidt trætte, for det blev lidt sent i går. Men klokken 9 er alle friske og klar til Moselturen – vores heldagstur. Et par gæster mangler, da vi skal afsted. De lokaliseres i restauranten i færd med at sluge den sidste bid brötchen og den sidste sjat lunken kaffe. Afsted det går langs Rhinen og efter St Goarshausen er det igen tid til flere borghistorier, og lidt om Tysklands historie. Det er en hård nyser, så noterne må i brug. Koblenz hvor Rhinen og Mosel flyder sammen besøges og ved fundamentet til Kejser Wilhelm I statuen, slippes gæsterne løs. Statuen er væk (er blevet genrejst igen senere), men det gør ikke historien ringere, at den forsvandt efter en fuldtræffer under krigen.
Videre langs Mosel, som flyder i sin egen stille skønhed og efter en række småbyer, er frokostbyen nået. Burg Hotel og Cafe i Cochem venter med frokosten og udsigt til Mosel, og efter endnu en omgang ’aufschnitt’ skal gæsterne have tid til lidt shopping i byen.
Efter frokosten er der tid på egen hånd i Cochem, og mange gæster køber lidt souvenirs til kaminhylden hjemme i Danmark. Mandtal igen ved afgangstid, og uden at efterlade gæster, går turen over Hunsrück bjergene tilbage mod Assmannshausen, hvor en lille færge bringer os over på den rigtige side af floden. Det tager kegler – sejlturen i den kraftige strøm betager altid gæsterne, så det er en glad flok som chaufføren og jeg afleverer foran hotellet.
Aftensmad og en kort køretur til Rüdesheim, hvorefter vi i samlet flok drager fra bus parkeringen til Winzerkeller, som ligger lige ved den forjættede Drosselgasse. Knusende velkomst og ned i vinkælderen hvor det lille lokale med vintøndeborde, danner rammen om aftenens vinsmagning. Vin typer og tek-nikker bliver fortalt og gennemgået suppleret med lokale røverhistorier. De samme historier som sidste uge, så det meste er på dansk. Vores værtinde, som er fruen i huset, blander sig kun lidt, og efter de mange smagsprøver og massevis af sigtebrødstykker til hjælpe smagsløgene med at overleve, forlader vi Winzerkeller.
Enkelte gæster joker om de mange brødstykker de blev tvunget til at spise, så humøret er højt. Igen en succes og vinkælderen fik også denne gang solgt nogle æsker med den dejlige vin. Et par flasker listes af værtinden ned i en bærepose – som tak for besøget. Sammen med chaufføren og et par kollegaer som vi træffer i Drosselgasse, slår vi tiden ihjel, indtil vi sent på aftenen tager turen tilbage til hotellet. Enkelte gæster er ikke dukket op, så de må selv tage en taxa hjem. Det går nok, for det havde vi jo aftalt på vejen ind.
Fyraften endnu engang og et glas rød rhinskvin på terrassen på Hotel Zwei Mohren, hvor vejret indbyder til — tja ingen ting — bare ro og fred.
Torsdag
Torsdag formiddag er der igen afgang til Rüdesheim, men denne gang med historien om Asbach Uralt – Weinbrand fabrikken i lommen. Weinbrand er jo Tysklands svar på cognac, men super populær er den ikke helt hos mange danskere. På vej mod parkeringspladsen får gæsterne lige historien om ’moder Germania’ som ’pryder’ bakkerne over Rüdesheim. Gigantmonumentet hedder i virkeligheden Niederwalddenkmal og er opført til minde om etableringen af det tyske kejserrige i 1871. Selve monumentet var dog en del år undervejs, og blev først indviet i 1883. Siden har alle turisterne og ikke mindst de lokale kunnet ’nyde’ det imposante monument og dets 12,5 meter høje statue af Moder Germania. Parkering og derefter tilmelding til den bestilte rundvisning – denne gang med tysk guide. Turen går gennem fabrikken – hvor guidens fortælling løbende oversættes, og pludseligt står vi på stedet alle ventede på – prøvesmagningen ! Ved de lange borde skænker guiden op i de flade glas, og gæsterne skyller den gyldne drik ned. Enkelte rynker på næsen, af den lidt skarpe smag, men butikken sælger trods alt nogle flasker. Tilbage til bussen, og retur til frokost på hotellet.
Om eftermiddagen skal vores ekstra udflugt sættes i værk – indkøbstur til kurbyen Wiesbaden. Med en cirka halvt fuld bus, tager vi til Wiesbaden, hvor første stop er Nerobergbahn, hvor de to vandsporvogne skiftevis trækker hinanden op ad bjerget.
Historien om det knap 100 år gamle bane fortælles, og lidt imponerede tager vi turen op og ned igen. Derefter lidt shoppingtid i byens centrum, hvorefter vi vender hjem til Hotel Anker. Aftensmaden indtages, og lidt lokal sightseeing på byens værtshuse runder dagen af.
I aften skal der tages afsked med byen og dens værtshuse. For nogle gæster bliver det sent, meget sent.
Fredag
Så er der afgang – med pakkede kufferter dukker de første gæster op i restauranten. Enkelte ser lidt trætte ud, og glæder sig til en rolig formiddagstur (og måske en lur) langs Rhinen. Hotel regningen betales med den rigtige check som kontoret har forberedt, og da alle har fået morgenmad, går turen planmæssigt ned langs Rhinen mod Køln. Denne gang forskånes gæsterne for flere borghistorier, og kort før frokost kører vi ind til parkering tæt på Kølner Dom. Inden gæsterne slippes løs, spadserer vi i samlet flok forbi frokoststedet, som ligger i en sidegade tæt ved domkirken, og efter behørige instruktioner om frokosttidspunktet slippes gæsterne løs. Enkelte skal lige handle nogle flasker 4711 (eu de Cologne), mens andre tager et kig på domkirken, som i al dens storhed knejser højt foran os. 600 år tog det at bygge kirken, så måske skal vi ikke klage, når motorvejsbyggerierne trækker ud.
Efter frokost kringler chaufføren bussen ud gennem Kølns gader, og snart efter fanger han den rigtige autobane op gennem Ruhr. Små 100 km i timen, og lettere trafik gennem Ruhr, er heldigvis vilkårene denne eftermiddag, og snart bliver det tid til en pause. En kop kaffe rigere og turen fortsættes: Lidt kø ved et vejarbejde bringer os dog helt ned i fart, og de næste 10 km. føles næsten som slowmotion. Inden længe er vi tæt på vores overnatningshotel og lige inden vi forlader autobanen, ses nu skiltene til Hameln.
Historien om Rottefængeren kan lige fortælles, og selvom den er uhyggelig, er det sjovere end historierne om Ruhr distriktet, dets fabrikker og krigens bombninger. Travlhed ved mikrofonen, gæsterne skal nemlig også orienteres om den planlagte aftentur, for allerede nu står der ’Minden og Porta Westfalica’ på skiltene, og efter ganske få kilometer, når vi frem til det smukke Hotel Kaiserhof.
Over hotellet truer endnu et stortysk mindesmærke. Denne gang er det Kaiser Wilhelm I. , som i al sin tyske imposante overflod skuer over landskabet. Men den spændende historie om hotellets tid som arbejdslejr og filial af Neuengamme KZ lejren, samt lidt om de danske betjente som var tvangsarbejdere her, skal også lige fortælles, mens vi langsomt parkerer bussen foran hotellet.
Dygtige gæster – nu har de lært det. Bliver pænt siddende i bussen indtil nøglerne er klar. Uddeling af nøgler og værelser, og efter få minutter dukker de første op i spisesalen.
Et godt måltid indtages, og bussen forlader igen hotellet med næsten alle ombord. Heldigvis er der kun kort til Wasserstrassenkreuz, hvor Mittellandskanalen føres på en bro henover floden Weser, og hvor mægtige bådelevatorer fører skibene fra den ene flod til den anden. Rundtursbåden venter os, for kort efter, først at sejle os under broen og derefter sluse os op på øverste etage, så vi kan sejle henover Weser, hvor vi befandt os for få øjeblikke siden. Gæsterne synes det er vildt spændende. Det er trods alt anderledes end Gudenåen og slusen i Silkeborg, og tilbageturen til hotellet går med at diskutere oplevelsen.
Lørdag
Lørdag morgen – afregningsrutine med hotellet, og chaufføren pakker denne gang bagagen, så det passer med afsætningsstederne på vejen hjemad. Derefter er der afgang, og hurtigt er vi tilbage til autobanen. Nu går jagten ind for at komme tidligt til Scandinavien Kai og til færgen som forhåbentlig er rettidig. Små 300 kilometer skal fordøjes, men heldigvis er trafikken venlig mod os. Takket være den lette trafik, bliver endnu engang tid til at besøge Rieckmanns Gasthaus i Behringen på vejen nordover. Næstsidste etape på vej hjem sættes i gang, og lidt efter klokken 13 kan vi kigge ned på færgeområdet, inden vi drejer ned mod paskontrollen og den obligatoriske vejskat kontrol. Bussens kilometertæller aflæses, og i hastigt antrit går turen endnu engang mod betalingslugerne. Papirerne skal igen tjekkes og stemples med tysk ihærdighed. Heldigvis havde vi købt det rigtige antal kilometer – men vi har jo også prøvet det før. Bussen kører ind og rundt på opmarch pladsen, mens en lille reklame for ’Den blå container’ og alle dens elektroniske herligheder udleveres, sammen med en besked om, at gæsterne skal være tilbage ved bussen når færgen ankommer. Den er slet ikke i syne – øv – en forsinkelse truer.
Men pludseligt kan skorstenen skimtes i det fjerne. Færgen kommer nærmere, svejer og lægger let forsinket, agterenden mod rampen hvor den tømmes for rejsende. En par enkelte Viking Nordturist busser forlader skibet, og mødes med hilsner fra de busser, som utålmodigt venter på at komme ombord. Endagsgæsterne kigger interesserede på hele scenariet fra færgens passagerdæk.
Mens chaufføren holder mandtal endnu engang, løber jeg over rampen for at nå restauranten. De reserverede borde skal endnu engang findes, så gæsterne kan få mad på vej hjem. På vejen mod restauranten skimtes, at ombordkørslen så småt er i gang, men heldigvis er bordene nemme at finde. Ups – 2 seatninger, men heldigvis skal mine gæster spise på første hold. Gæsterne dukker op, blandet med de mange andre gruppes gæster, og dirigeres af de mange rejseledere og tjenerne frem til deres borde. De er allerede dækket op med forskellige sild, som skal lokke gang i snapse salget. Og det er ikke svært. Efter en uge med tysk aufschnitt, venter alle i spænding på sild, ribbensteg, frikadeller og dansk ost.
Forsinket afgang – pokkers, og chaufføren brokker sig over 1.styrmanden, som fik bussen placeret helt ude i hjørnet af vogndækket. Så er vi en af de sidste busser der kommer ud, når færgen er fyldt til randen med busser og biler. 3½ times overfart truer, og på grund af de mange gæster, bliver gæsterne lempet ud af restauranten efter 1½ time, så de utålmodige og ikke mindst meget sultne gæster på hold 2, kan få stillet sulten. Skiftet giver lidt knas, for de ventende gæster blokerer næsten udgangene fra restauranten, men med lidt skubbens og masen lykkes det at få gæsterne ud. Bordene dækkes i hast og næste hold kaster sig over de marinerede sild skarpt forfulgt af pilsner og snaps. Vores sult stiles også med lækkerier fra restauranten, og heldigvis, er vi ikke omfattet af skifteholdet. Røverhistorier om gæster, trafik, vejarbejder og hoteller udveksles med kollegerne, og munterheden er til tider stor. Shoppingen skal også lige overstås og enkelte chauffører skal lige proviantere. De skal nemlig ikke denne vej i morgen og beholdningen af drikkevarer i bussen er lav. Regnskabet bliver lavet, og efter lidt søgen, bliver de sidste bilag fundet og lagt i kuverten. Alt stemmer – næsten.
Motorlarmen fra færgens motorer dæmpes og det lille røde fyr der passeres markerer, at vi er i Gedser Rende kun få sømil fra Gedser Havn. Ned på vogndækket og bussen åbnes, så vi kan være klar til at transportere gæsterne de sidste kilometer hjemad.
Højttalerne meddeler, at færgen snart er i havn, og som myrer på geled, kommer gæsterne ud på vogndækket i håb om, at genfinde deres bus. Enkelte har glemt hvor deres bus stod, og forsøger sig med at entre den nærmeste Viking Nordturist bus. ”Den har da samme farve” er undskyldningen, før de afvist forsøger sig i endnu en række af bussen ved siden af. Men alle finde deres pladser til sidst, og efter endnu et sidste mandtal er vi klar. Humøret er højt efter den danske frokost, men alle er også lidt triste over, at turen snart er slut.
Stævnen åbnes, og en efter en forlader vi færgen. Vi må rangere lidt, hvis ikke Leif Hansen skal have lakeret bussen igen, og som en af de allersidste, kører vi over rampen mod told- og paskontrollen. Spændt spejder vi efter tolderne, og håber de forgriber sig på en af de andre busser. Med et ’velkommen’ til Danmark stiger en tolder op på trappen, men efter at have kigget de forreste passagerer i øjnene, bliver vi med et smil sendt videre. Paskontrollen vinker os videre, og med et kraftig tryk på speederen, sender chaufføren os ud på Gedser Landevej.
Før første afsætningssted tages der officiel afsked med gæsterne og langsomt, stop efter stop, bliver vi færre og færre i bussen. Der håndes, knuses og vinkes ved de forskellige stop, og lidt drikkepenge skifter hænder, når bussen forlades. Enkelte har lige en bemærkning om en dårlig madras, et utæt vindue på værelset, eller en kommentar om færgens manglende plads. Fra et enkelt par falder der en munter bemærkning, om alt det sigtebrød de måtte fordøje, bare for at få endnu en vinprøve. Og en sidste gæst skal også lige rette et årstal i fortællingen om Tysklands krigshistorie, en rettelse som måske bliver husket i næste uge.
Stop 20, Køgevej, Sydhavnen, Vasbygade, Kalvebod Brygge og endelig, venstresving ad Bernstorffsgade og ind på den lille plads ved Hovedbanegården. Kæresten spottes blandt de ventende ved busparkeringen – hvor skøn, hvor lækker og ikke mindst – stærkt savnet. Klokken har passeret 20, da de sidste gæster tager afsked, og den trætte chauffør utålmodigt venter på, at kunne køre mod garagen i Glostrup. Regnskabet afleveres i bussen da jeg træder ud– det er fyraften. Hjem til kram og tøjbytte, for i morgen er det igen søndag, hvor hele historien starter forfra. En søndag hvor en afskedståre igen skal tørres væk, inden mødet med chaufføren, gæsterne, brötchen og aufschnitt.