I midten af 70’erne startede et rejseeventyr på Fyn. Et eventyr som næsten kunne være skrevet af H.C. Andersen – nemlig historien om en grim ælling der gerne ville være en smuk svane.
Med hovedkvarter i Revninge, som ligger lidt uden for Kerteminde, åbnede familien Frederik Henriksen rejsebureauet Amanda Busrejser samt et tilhørende busselskab som fik navnet Amanda Buslinier. Ambitionen var at skabe Danmarks største busrejsebureau, og dermed at give Viking Nordturist, Thinggaard Rejser og ikke mindst fynske Gislev Rejser, kamp til stregen.
Ganske hurtigt blev rejsebureauet populært og salgstallene steg eksplosivt, idet man meget fornuftigt havde lagt hovedvægten på, at producere et stort udbud af klassiske busrejser til danskernes mange foretrukne rejsemål i hele Vesteuropa, og så oven i købet til meget konkurrencedygtige priser. Flotte 4 farvede kataloger blev udsendt i stribevis, og på kontoret i Revninge blev der hurtigt travlhed.
Desværre havde familien Henriksen en broget fortid i rejsebranchen. Flere rejsekrak, store luftkasteller samt et efter mange menneskers opfattelse lidt anløbent forhold til kundernes penge. Denne bagage blev for nogle af familiemedlemmerne en tung arv fra fortiden, en fortid som i løbet af få år, skulle vise sig at indhentede dem.
Skjern Rejser – der hvor det hele begyndte
Omkring 1963 havde familiens overhoved, Rutebilejer Frederik Henriksen åbnet sit første rejsebureau med navnet Skjern Busrejser. Efter at være født i Himmerland, hvor han startede sin erhvervskarriere som 11 årig med at købe og sælge grise, flyttede han som ganske ung til Skjern, hvor han, for sine surt tjente penge, købte en rutebilforretning i Højmark. Han købte forretningen, selvom en kollega ville give ham 10.000 kr. for at lade være, så han selv kunne købe ruten. Men Frederik lugtede en god forretning, så han afviste kollegaens tilbud og købte rutebilforretningen.
Efter nogle år begyndte Frederik Henriksen at arrangere udflugter med sine rutebiler. I starten var udflugterne primært arrangeret for at familien, som nu bestod af ham selv, fru Irma samt sønnerne Henning og Frede, kunne komme på udflugt. Da familien på et tidspunkt gerne ville til udlandet, var det jo indlysende at sælge de tomme pladser i bussen, så omkostningerne til familiens rejse, kunne blive betalt af de andre kunder. Det var godt jysk købmandskab.
Som sagt så gjort, og den første udlandstur havde 30 betalende gæster ud over familien Henriksen. Turen gik lidt på lykke og fromme gennem Tyskland helt frem til Rhinen. Turen blev en stor succes, men især for Frederik Henriksen blev turen en endnu større succes. Han fik kontakt med nogle tyske hotelejere, så han ganske langsomt kunne arbejde med tanken om, at etablere et rigtigt busrejsebureau.
Året efter blev der arrangeret ture til Rhinen og Harzen samt et par rejser til Italien og Østrig, men desværre endte sæsonen med et underskud på 25.000 kr. Underskuddet fik familiens bankforbindelse til at foreslå, at Frederik Henriksen skulle droppe busrejserne og holde sig til rutebildriften, men Frederik ville det helt anderledes. I 1963, hvor Frederik Henriksen nu havde åbnet Skjern Rejser, efter først at have solgt sine rejser via rutebilforretningen, løb forretningen rundt. Udvalget af både bus og flyrejser voksede stødt, og kundekredsen voksede og voksede.
Men glæden skulle vise sig at være kort. Allerede i 1965 var der økonomiske trængsler igen, men denne Frederik Henriksen var helt uskyldig. Frederik havde sammen med en kollega i branchen chartret et fly, som skulle bringe deres gæster til Sydeuropa. Midt på sæsonen kunne kollegaen ikke længere betale sin andel,. For at sikre sine kunder deres ferie, lånte Frederik Henriksen kollegaen penge hver eneste måned, og sidst på sæsonen havde han lånt mere end 170.000 kr. ud. Penge han aldrig så skyggen af.
Helt klog af skade bliver Frederik Henriksen desværre ikke. 7. maj 1965 kan man læse i pressen at Frederik har tabt yderligere 50.000 kr. i et forsøg på at hjælpe sin københavnske kollega Europa Express. Imidlertid har dennes ejer i henhold til pressens dækning af sagen begået dokumentfalsk, og bureauet lukker, uden at Henriksen får sine penge retur.
Frederik Henriksen må op på hesten igen, og selvom midlerne sikkert har været små efter af have mistet de 50.000, går det faktisk fint for Henriksen og hans rejsebureau, indtil efteråret 1968.
Han driver efter eget udsagn sit bureau efter devisen ’jeg betaler alting kontant’, og klager tager han tilsyneladende både alvorligt og personligt. Han optræder som en ren rejsekonge, og har på daværende tidspunkt et af landets største busrejsebureauer. Han lærer nogle af sine faste hoteller at lave brun sovs til kunderne, og flere af hotellerne modtager en del af de mere end 1000 dundyner som bureauet i Skjern køber, så kunderne kan sove trygt og komfortabelt. Et trick som Dynekongen fra Silkeborg Lars Larsen senere gentager, da han starter Larsen Rejser i begyndelsen af 90’erne.
Aviserne prydes af fine annoncer fra selskabet i Skjern, som stille og roligt tager navneforandring til Skjern Fly- og Busrejser. Bureauet har nu 9 egne busser, og benytter sig af omkring 39 turistbusser som lejes hos vognmandskollegerne. Der er altså tale om en anseelig produktion af busrejser, samt et ukendt antal flyrejser. I september 1968 skriver Frederik Henriksen og Skjern Rejser, som nu er Danmarks 3. største rejsearrangør, en charterfly kontrakt med selskabet Internord om flyvninger for den kommende vinter samt sommeren 1969. Kontrakten lyder på den anseelige sum af 10,5 millioner kroner og sikrer selskabets chartertrafik til og fra syden.
Scanair (SAS datterselskab) havde også forsøgt at byde på opgaven, men kunne ikke opfylde kontrakten på grund af nye charterregler i Spanien. Man havde nemlig indført en regel om, at f.eks. danske charterturister kun måtte fragtes til og fra Spanien i danske fly, mens svenske turister kun måtte fragtes til og fra Spanien i svenske fly. Scanair rådede kun over et enkelt dansk registeret fly, hvilket ikke var nok til at opfylde kontrakten.
Hvem der var skurken i sagen om den annullerede charterkontrakt er svært at identificere, men noget tyder på, at Internord har haft begrænsede finansielle ressourcer, og en ikke stabil økonomi på dette tidspunkt. Hvorvidt Skjern Rejsers bankforbindelse har afvist at honorere en check på 79.000 kroner vides ikke, men den 26. oktober bliver 22 gæster rejsende med Skjern Rejser afvist ved gaten i Kastrup Lufthavn hvor et charterfly fra Internord skulle tage dem mod sydens sol. De 22 rejsende fik dog plads på et andet charterfly fra Kastrup Lufthavn, men situationen var absolut højspændt.
Den 30 oktober om formiddagen har Ekstra Bladet opsnuset at en mulig konkurs hos Internord var på vej, men i et interview med direktør Erik Østbirk gør denne klart at Internord ikke er lukningstruet.
Få timer senere, er konkursen en realitet.
Internord var et dansk/svensk selskab med flyvninger fra baser i såvel Bromma ved Stockholm, som i Københavns Lufthavn. Internord var kun 3 år gammelt da det går konkurs, og havde samme sommer modtaget nogle brugte Convair 990 fire-motors jetfly, som skulle bringe rejsebureauernes kunder på ferie ved middelhavet.
Konkursen rammer bredt, idet Internord leverede charterfly ydelser til mange især mindre og mellemstore rejsebureauer. Solrejser og Skjern Rejser var blandt de største af selskabets kunder, så da konkursen rammer efterlades omkring 4000 gæster på de spanske rejsemål.
Hvad der præcist fremtryller krakket er ikke helt klart, men på dagen skylder Skjern rejsebureauet angiveligt mere end 300.000 kr. til Internord. Internords 5 mand store ledelse, herunder Baron Alex Reedtz-Thott, pådrog sig samlet et tab på næsten 20 mio. kr. i forbindelse med konkursen. Ejerkredsen, som i øvrigt havde forsøgt at få Simon Spies til at købe sig ind i Internord, fortæller i et senere interview, at det primært var politiske rejseforhold og junta kuppet i Grækenland, som sætte en kæp i hjulet. Andre peger dog på Internords køb af de brugte Convair Coronado 990 jetfly som den direkte årsag. Flyet, som havde en rækkevidde på ca 6000 Km var ekstremt dyrt i drift, og selskaber som f.eks. SAS havde allerede udfaset flytypen efter kort tid, selvom de blev anvendt på prestige ruten til Tokyo samt til andre vigtige destinationer i Fjernøsten.
Krakket hos internord kom desværre til at brede sig som ringe i vandet. over de næste måneder. I første omgang må konkursboet sælge sit nyetablerede guldæg nemlig flykøkkenet Aerochef for at dække den voldsomt store gæld. Køberen bliver Pastor Krogager i Tjæreborg og dennes flyselskab Sterling Airways, og Aerochef leverer de næste mange år tusindvis og atter tusindvis af måltider til fly gæster på vej til og fra rejsemål i syden.
Senere, med udgangen af januar 1969 får konkursen også følger for et rejsebureau som Internord var medejer af. Bureauet som hed Solferie, var et ‘sammenskudsgilde’ med ejere fra bureauerne Amager Rejser, Frederiksberg Rejser, Danropa samt Internord, og senest havde Skibby Rejser meldt sig i ejerkredsen. Bureauet havde også Internord som medejer, og det giver da også god mening at disse mellemstore bureauer sammen med flyselskabet havde ønsket at dele et rejsebureau med 100% fokus på flyrejser. Dette skulle naturligvis sikre fuld belægning på flyafgangene og selvom Internord også solgte pladser til bureauer uden for ejerkredsen, som f.eks. Simon Spies, var ideen dog både fornuftig og havde en god forretningsmodel.
Bureauet Solferie havde i øvrigt haft en længerevarende navnestrid med et andet bureau under navnet Sol-Ferie. Solferie havde anlagt sag mod bureauet for at anvende et navn som kunne forveksles med Solferies navn, men selvom Solferie fik ret, kom der tilsyneladende ikke en endelig løsning på navnestriden inden Solferie forsvandt fra markedet. Gælden i Solferie var ret betydelig, men takket være en rejsebureau ejerkreds med solidt fundament i rejsebranchen og god økonomi, blev Solferies konkurs ikke livstruende for ejerkredsens rejsebureauer.
Fredag den 2. November kan man i Aalborg Stiftstidende læse om Skjern Rejsers konkursFor Frederik Henriksen er Internords konkurs også en katastrofe og Skjern Rejser blev tilsyneladende Internords første offer. Men det viste sig, at gælden på knap 300.000 til Internord kun var toppen af isbjerget. Det viser sig nemlig at Vognmand Frederik Henriksen skylder yderligere 500.000 væk til øvrige og især spanske kreditorer, og dermed er en konkurs nu den barske realitet.
Allerede i december 1968, altså kun 2 måneder efter, er der nyt fra familien Henriksen. Skjern Rejser skal genrejses, og aviserne kan berette, at fire aktionærer vil stifte selskabet ”Skjern Rejser 1968”. De fire aktionærer omfatter bl.a. en tidligere rejseleder fra Tjæreborg Ib Holm, en svensk indskyder Aake Perndert samt et eller flere medlemmer af Henriksen familien.
Det nye selskab fortæller til pressen, at man skal være agent for flyselskabet Spantax, som angiveligt har overtaget tre af de Convair 990 jetfly, som Internord konkursboet har leveret tilbage til den amerikanske ejer, hvorfra Internord havde lejet dem. Tilsyneladende åbner ”Skjern Rejser 1968” aldrig, i hvert tilfælde ikke sammensat som pressemeddelelsen fra december beskriver.
I stedet dukker der i starten af januar 1969 et nyt Skjern bureau op ved navn ”Focus Ferie A/S”, bygget med kapital fra både danske som svenske indskydere. Bureauet har købt hotel-, bus- og flykontrakterne samt kundekartoteket fra konkursboet i ”Skjern Fly- og Busrejser” for den nette sum af 150.000 kr.
Samtidigt med købet har man anerkendt Direktør Frederik Henriksens store viden om branchen, og har derfor tilbudt denne en konsulentstilling i det nye rejsebureau. Frederik takker imidlertid nej, og måske med god grund, da der tilsyneladende ligger andre planer i skuffen.
To måneder efter at Focus ferie har etableret sig på ruinerne af Skjern Fly- og Busrejser, åbner familien Henriksens ældste søn Frede nemlig et rejsebureau i Aalborg, på den adresse hvor Skjern Rejser tidligere havde til huse i Prinsensgade. Bureauet får navnet ”Nøgle rejser”, måske ikke et overraskende valg, idet faderens gamle bureau, netop har brugt nøglen som symbol gennem nogle år.
Næsten samtidigt med, at Frede Henriksen i marts 1969 åbner Nøgle Rejser, får familien en politianmeldelse på halsen. Det faktum, at Frede Henriksen takkede nej til konsulentstillingen hos Focus Ferie, fik tilsyneladende bureauet til at fatte mistanke om, at Henriksen ikke havde rent mel i posen. De mente nemlig, at mange af de hotelkontakter som Focus Ferie havde købt angiveligt manglede ved overtagelsen, og en række opkald til hotellerne viste, at værelserne allerede var udlejet til et andet og nyt bureau.
Dette forhold kommer tilsyneladende til at koste Focus Ferie livet, og den 8. maj 1969 træder selskabet i frivillig likvidation. Ingen kunder strander i udlandet, men selskabets gæld opgøres til 400.000 kr.
Lørdag den 10. Maj 1969, to dage efter Focus Feries likvidation, holder Nøgle Rejser åbningsfest med brask og bram i Aalborg. Helt officielt åbner familien nu sin afdeling i Aalborg, og da Focus Ferie nu har lukket ned hjemme i Skjern, vælger man, at genetablere sig med Nøgle Rejsers hovedkvarter i den gamle hjemby.
Det næste års tid, kører Nøgle Rejser for fuld damp. Bureauet tilbyder både et stort udvalg af fly- og busrejser, men også rejser i egen bil. Her tilbyder man de bilende kunder, at arrangere overnatninger samt udflugter for dem, så de trygt kan drage nord– eller sydover på vej mod nye eventyr og i egen bil. Man indleder også et samarbejde med Ragnar Falk Lauritsen som i 1969 etablerer sig med eget rejsebureau under navnet Falke Rejser A/S. Der sker sideløbende med, at han driver en række supermarkeder under navnet ’Falke’ og i sine supermarkeder etabler Ragnar en rejsebutik, hvor han sælger rejser fra andre bureauer, herunder Nøgle Rejser.
Alt ånder fryd og gammen indtil Nøgle rejser lørdag den 15. august 1970 pludseligt drejer nøglen om. 100 gæster, som skulle have været afsted med fly i weekenden, får besked om, at de ikke kan komme afsted. Endnu engang er det de spanske kreditorer som trækker i nødbremsen. Ragnar Falk Lauritsen tilbyder at tilføre omkring 200.000 kr. og han tager til Spanien, for at forhandle med de spanske kreditorer. Hermed kan han sikre, at de kunder som har købt en Nøgle Rejse i en af hans supermarkeder, fortsat kan komme på ferie. De kunder, som har handlet direkte hos Nøgle Rejser, mister til gengæld deres forudbetalte rejse. Gæsterne reddes dog af Falk Lauritsens initiativ, og kommer hjem med fly fra svenske Falcon Air nogle få dage senere.
Jyske luftkasteller
Et halvt års tid, er der helt stille fra familien i Skjern. Frede Henriksen, som er ældste søn, kigger sig tilsyneladende om efter andre græsgange, og han køber i starten af 70’erne en vognmandsforretning i Assens ved Mariager. Men fra farmand Frederik samt hans yngste søn Henning, er der fortsat intet nyt.
I januar 1971 er der pludselig nyt fra familien Henriksen. Familiens yngste medlem Henning Henriksen er netop fyldt 24 år, og har stort mod på fremtiden samt store forventninger til egne evner. Henning, som har mod på livet, bebuder at han er i gang med at genetablere Nøgle Rejser i et nyt selskab samt, at han vil have sit eget flyselskab, som primært skal levere sæder til det nye bureau A/S Nøgle Rejser.
Flyselskabet skal naturligvis hedde ’Key Air’ og vil købe 3 turbojet til omgående levering. Derudover vil den nye rejsekoncern anskaffe omkring 10 egne turistbusser, samt chartre i omegnen af 60 – 70 busser fra andre vognmænd, så behovet i Nøgle Rejser koncernen kan dækkes. Hennings plan er, at Key Air skal starte de første flyvninger i maj måned samme år (1971) med Billund Lufthavn som base.
Stor er forundringen i rejsebureaukredse og ikke mindst hos de danske myndigheder samt i Billund Lufthavn. Ingen er tilsyneladende blevet kontaktet af Henning Henriksen. Både myndigheder og lufthavnsledelsen fortæller samstemmende, at det tager lang tid at få de nødvendige tilladelser, erhverve arealer i lufthavnen samt, at etablere kontrakter med diverse service selskaber i lufthavnene.
I marts måned har ingen fortsat hørt fra Henning Henriksen, selvom denne i flere interviews fortæller, at flyene allerede er ved at blive malet i Nøgle Rejsers blå farve med gult hale-bånd, og ikke mindst med nøglen som logo på haleroret. Senere citerer enkelte avisartikler, bl.a. i Ekstra Bladet, oven i købet Henning for, at have brugt 200 millioner kroner på 5 Boeing 707 jetfly, der hver kan rumme 217 passagerer. Yderligere citeres han for, personligt at have indskudt 500.000 kr. i projektet, samt at have tanker om, at indskyde yderligere 30 millioner kr. i rejseprojektet.
Hverken flyene eller selskabet Key Air dukker nogensinde op i Billund lufthavn eller som godkendt selskab hos myndighederne. Så hvorvidt der i virkeligheden var tale om rene luftkasteller vides ikke. Men faktum er, at Henning i juni 1973 fortæller til pressen, at de første gæster allerede er afsendt til Mallorca samt, at han har indgået en aftale med Iberias datterselskab Aviaco, om transport af selskabets gæster.
4 måneder senere, den 21 oktober 1973, strander omkring 100 gæster i Mallorca. Henning Henriksen hæv
der, at der er tale om en misforståelse, samt at Nøgle Rejser er ved at blive tilført 5 millioner kroner i dansk kapital. Aviaco skulle angiveligt have tilbudt Henning kredit indtil pengene var tilført, men pludseligt lukker Aviaco for både kassen og flyvningerne for Nøgle Rejser. Imidlertid befinder vi os i en tid, hvor kreditkort og hurtige bankoverførsler endnu ikke er opfundet, og de danske gæster er ganske simpelt ved at løbe tør for penge. Aviaco finder situationen så desperat for gæsterne, at de flyver alle gæsterne hjem til Billund uden beregning.
De følgende dage forsøger Henning Henriksen at bortforklare sig, og meddeler til pressen og kunderne, at bureauet tager en ’planlagt pause’, samt at Nøgle Rejser starter igen før jul. Henning tilbyder 100 gæster, som ikke kom afsted et gavekort, der kan indløses næste år, når bureauet er ude af sin pause. Kunderne gennemskuer ham dog, og politianmelder ham for svindel. De mener, at bureauet modtog indskud op til eller kort efter, at det var klart, at bureauet ikke ville overleve. Man skal her tænke på, at mange kunder sendte eller afleverede kontanter eller checks direkte til bureauerne, når de skulle betale for deres rejser. Derudover finder de mange kunder det ikke sandsynligt, at gavekortet faktisk kan indløses året efter, når ’pausen’ er overstået.
De relativt mange konkurser, og især familien Henriksens tilsyneladende manglende dygtighed til at drive rejsebureau, kommer nu i politikernes såvel som branchens søgelys. Ledende politikerne og branchens ledere taler nu om lovpligtige garantiordninger, men tilsyneladende intet sker.
Til gengæld sker der ting og sager i rejsebranchen. Et andet rejsebureau, som også har hovedsæde i Skjern, fortæller til pressen at man nu vil flytte fra byen. Takket være de mange Skjern og Nøgle Rejser konkurser, har byen nu fået et så dårligt ry i branchen, at kunderne ikke tør købe rejser fra selskaber der bor i byen. Men også en af de nyere jyske spillere, må dreje nøglen om.
En Nøgle Rejser samarbejdspartner må ‘dreje nøglen’.
Efter kun 3 år i branchen må Ragnar Falk Lauritsen lukke sine rejsebutikker og sit eget bureau Falke Rejser. Selskabet som også inkluderer et aktieselskabssamarbejde med Nøgle Rejser, må konstatere at gælden nu er for stor og at en række personlige garantier, vil koste Ragnar det meste af hans private formue, samt hele den Hereford besætning han har oparbejdet på sin landejendom. Heldigvis for Ragnar Falk Lauritsen er hele hans supermarkedskæde 100 % selvstændig og derfor ikke en del af konkursboet. Men Ragnar har ikke tabt modet, han fortæller i et interview til pressen i december 1974, at han har været naiv og troet på det bedste i folk, men at han gerne vil tilbage i branchen igen, når han lige har sundet sig.
I samme interview fortæller Ragnar, at det var mange uforudsete hændelser på samme tid, som var årsag til konkursen. En betroet medarbejder, hans Mallorca direktør, trak 400.000 kr. ud af kassen, en medarbejder som havde fået et personligt huslån stak af, oliekrisen begyndte at trykke kraftigere end ventet og en agent stak forsvandt med 175.000 kr. Disse hændelser der uheldigvis faldt sammen med en konkurs hos det norske flyselskab som fløj nogle af Falke Airs rotationer, fremkaldte konkursen og kostede som nævnt hele Ragnars private formue. Hvorvidt Nøgle Rejsers ’pause’, som reelt set var endnu en konkurs, var medvirkede til Falke Rejsers fald er ikke helt klart, men det er jo tankevækkende, at Nøgle Rejser igen var en del af konkursen gennem det aktieselskab, som drev selskabet.
Ragnar Falk Lauritsen får dog sundet sig, og vender efterfølgende tilbage som rejsearrangør, og betragtes som en af pionererne i branchen. Falke Rejser genopstår, og bliver senere en del af Team Sterling som også havde Fritidsrejser og Sol Rejser i sin stald. I dag er selskabet kendt under navnet ’Falk Lauritsen’ og er en del af Apollo Rejser. De blev begge opkøbt af Kuoni i Schweiz og senere fusioneret. Efter et frasalg hos Kuoni, blev selskaberne købt af DER Touristik, som nu driver selskaberne i hele norden. Sidste officielle ’Falk Lauritsen’ rejse, blev ifølge Apollo Rejsers hjemmeside gennemført i efterårsferien 2015.
Th.: Både hos rejsebranchen og hos politikerne på Christiansborg vækker de gentagne konkurserne opsigt gennem årene.. Til højre er det den daværende formand for DRF – Danmarks Rejsebureau Forening Minor Andersen, som i Ålborg Stiftstidende 1973, forudser øget lovgivning på området.
De seneste konkurser og ikke mindst politianmeldelserne mod især Henning Henriksen, får nu politiet til at spidse blyanten, og kigge familien efter i sømmene. Politiet kan ikke bevise, at Henning bevidst har snydt kunderne ved at beholde de indbetalte beløb, men det findes bevist, at Henning har snydt skattemyndighederne og i marts 1975 idømmes han 30 dages hæfte for skattesvindel. Denne dom afsoner Henning om efteråret 1975 i Nyborg Statsfængsel.
Fra Skjern til Amandas hjemby
Henning Henriksen er ikke en mand, som spilder tiden med at samle klemmer i Nyborg Statsfængsel. Angiveligt tilbringer han tiden med at forberede familiens comeback til rejsebranchen. Ifølge forskellige artikler i dagspressen bruger han tiden på, at planlægge og forberede det første katalog til et nyt rejsebureau, som får navnet Amanda Busrejser. Frederik Henriksen og fru Irma flytter allerede i forsommeren ’75 fra Skjern til Kerteminde, og her stifter de selskabet Amanda Busrejser ApS.
Ældste søn Frede Henriksen sælger samtidigt sin vognmandsvirksomhed i Assens ved Mariager. Firmaet købte han nogle år tidligere for at drive egen virksomhed, men denne gang sælger han virksomheden, for at indtræde i familiens nye rejsekoncern , og samtidigt stiftes et selskab med navn Amanda Buslinier.
Flytningen fra den jyske hjemegn ved Skjern sker sikkert i håb om, at rejsebureauet og familien kunne starte på en frisk, og være lidt ukendte og dermed i fred for pressen. Navnet Henriksen havde jo gjort det svært eller endog næsten umuligt, fortsat at drive rejsebureau fra adressen i Skjern.
Som nævnt havde Henning Henriksen et travlt efterår i 1975, og i det tidlige forår 1976 starter Amanda Rejser med brask og bram. Et flot farvekatalog udkommer, fyldt med rejser til det meste af Europa, og med ét, ’overhaler’ Amanda Rejser næsten de fleste bus rejsebureauer i Danmark. Udvalget er imponerende, og som tidligere set hos familiens rejsebureauer, satses der igen på rejser med stort indhold og til særdeles konkurrencedygtige priser. Fortiden i vognmands branchen fornægter sig ikke, så endnu engang har familien et eget busselskab. Selskabet skal levere en del af transporten for rejsebureauets gæster, sammen med dusinvis af charterbusser. Starten ser faktisk så lovende ud, at Familien Henriksen måske denne gang har ramt en guldåre – kunderne strømmer til. Valget af Fyn som hjemmebase er tilsyneladende godt valgt, idet der netop på Fyn måske har været lidt lavvande i udbuddet af busrejser. Bortset fra Gislev Rejser som allerede her i 76 er en relativt stor spiller på det fynske markedet, er markedet mest præget af mindre lokale selskaber, placeret i de fynske købstæder samt et par enkelte i Odense centrum.
I påsken 1976 suser de første Amanda busser af sted mod de mange rejsemål, og succesen er så stor, at behovet for busser, som nævnt dækkes af egne busser, samt et stort antal charter busser fra vognmænd over hele landet. Opgaven med at skaffe kapacitet var i øvrigt ikke helt nem, idet andre store busselskaber som f.eks. Viking Nordturist i København, tiltrækker et stort antal busser for at dække deres påske behov.
Amanda Rejser tilbyder opsamlingsruter gennem hele landet, og på pladsen ved Den Gamle Grænsekro uden for Christiansfeld, skifter gæsterne bus, så de kan komme videre sydover. Enkelte episoder med overbookning og manglende plads i busserne opstår, men direktør Henning Henriksen suser rundt og løser problemerne. Flere gæster lokkes til at skifte bus og rejsemål, med kontante udbetalinger af ekstra lommepenge, direkte fra direktørens lomme.
Busserne kommer godt afsted, og for de fleste gæsters vedkommende, er påskeferien i hus og med et rigtigt godt resultat. Enkelte busser får sig dog angiveligt nogle grimme overraskelser. Ved Gardasøen møder en bus et helt vinterlukket hotel, så chauffør og rejseleder må sørge for akut indkvartering på de andre hoteller med ledige værelser. Andre busser bliver ifølge rejselederne mødt med krav om forudbetaling før gæsterne kan indlogeres, måske fordi nogle af hotelejerne havde fået opsnuset, hvem der stod bag Amanda Busrejser. Men alt i alt, ser det ud til at påskens rejser bliver godt overstået for de flestes vedkommende.
Sommerrejserne 1976 bliver tilsyneladende også gennemført på fornuftig vis, men af og til dukker der klager op i dagspressen. Det er dog ikke usædvanligt, især ikke hvis man som familien her bærer på at plettet rygte i branchen. Så vil pressen nådesløst kaste sig over enhver lille som stor uregelmæssighed.
Bag kulissen giver 1. sæson dog allerede tegn til bekymring. Bureauets revisor påtaler, at selskabet har manglende indtjening, og hvis rygterne taler sandt, skrider grænsen mellem familiens privatøkonomi og bureauets værdier allerede i dette efterår. Rygter om, især Henning Henriksens store privatforbrug og anskaffelse af en stor speedbåd/lystjagt florerer i branchen, og alle venter spændt på, hvor længe bureauet overlever. Hvorvidt rygterne taler sandt, blæser dog i vinden.
Selvom 40.000 gæster besøger Amanda Busrejser i 1976, kommer bureauet ud af året med et mindre underskud. Familien håber det kan dækkes, af et ekstra stort rejsesalg i påsken 1977, men også i 1977 bliver udgifterne fortsat større end indtægterne.
Øverst en af selskabets Mercedes busser og nederst til højre Frede Henriksens eget billede af en nyanskaffet 49 personers Ford Van Hool i 1978. Bussen var beigefarvet, flot indrettet med vippestole og med toilet i bageste højre hjørne. Derudover en flot og meget typisk dagbladsannonce fra Amanda Busrejser i sommeren 1977
Salget i 77 går dog strygende, og Amanda Busrejser kan efterhånden købes hos agenter over hele landet, samt i bureauets egne kontorer. Et af dem er Vesterbrogade nr. 100, hvor Amanda forsøger at få deres del af københavnernes busrejser. Men lige meget hjælper det. Ved udgangen af 1977 bogføres et underskud på 1.6 millioner kroner.
Bureauet var i øvrigt ikke medlem af Danmarks Rejsebureau Forening eller den frivillige Rejsegarantiordning, og dermed ikke forpligtet til at følge rejseankenævnets påbud hvis kunderne ikke fik de rejser og ydelser de havde betalt for. Familien Henriksen vidste godt, at det kunne være problem for dem. De havde derfor oprettet en såkaldt ’kundegaranti’ på 100.000 Kr. i Handelsbanken, som dengang var et både stort og særdeles anerkendt pengeinstitut i Danmark. Kundegarantien var altså oprettet som sikkerhed for kundernes indskud, hvis ’det værste skulle ske’.
Denne garanti gav desværre kunderne en falsk tryghed. Med mere end 3000 forudbetalte sommerrejser, var beløbets størrelse en ren farce. Kigger man i bureauets annoncer i 1977, tilbydes hovedparten af rejserne til priser omkring små 500 Kr., så med 3000 forudbetalte rejser, må indskuddet løbende have været på omkring 1.5 million kroner. Garantisummens størrelse dækkede altså kun omkring 4-5 busser med gæster. Ydermere er det ikke klart beskrevet, hvem der kunne råde over denne garantisum. Man kunne således mistænke, at det kun var familien selv, som havde adgang til kontoen, idet den ikke var båndlagt til bankens eller en eventuel kurators brug, i tilfælde af en konkurs.
Konkursen rammer – igen !
Sommeren 1978 revner ballonen endnu engang for familien. Søndag den 16. juli er Amanda Busrejser gået konkurs og 250 turister er standet på deres feriemål, mens 3000 gæster mister en allerede bestilt rejse.
Hvad der helt præcist sker i dagene og timerne omkring betalingsstandsningen er helt uklart. Det viser sig dog i løbet af weekenden, at mellem 3000 og 4000 gæster ser ud til at have mistet deres forudbetalte rejser, samt at op imod 600 gæster og ikke kun 250 som først antaget, var standet over hele Europa. Det er således helt tydeligt, at den indbetalte garantisum på 100.000 kr. er helt utilstrækkelig. Selv med et konservativt skøn, må gæsterne have indbetalt et sted mellem 350.000 og 2.500.000 kr. til bureauet i form af depositum og restbetaling på rejser.
En ren pressehetz.
Pressen falder i disse dage over Amanda Busrejser i et omfang, som aldrig er set hverken før eller siden. Især tabloid pressen fører i længere tid en sand hetz mod familien Henriksen, en hetz som angiveligt fører til et retsligt efterspil senere på året. Gamle historier fra familiens brogede fortid præger såvel dagspressen som nyhederne i tv, og radioavisen følger trop med historie efter historie, mens de strandede gæster reddes hjem, og kunderne raser.
Måske havde Frederik Henriksen lidt ret, når han mente at dagspressen var på nakken af ham og selskabet Amanda Rejser, mens andre kunne mene, at ’man ligger som man har redt’. Men pressen raser videre, og dubiøse historier om konti i Liechtenstein og returkommission som i nattens mulm og mørke skulle være blevet afhentet i Tyskland dukker op i dagbladene, men sammenfattende, har der angiveligt været tale om følgende uregelmæssigheder:
-
-
- Manglende bogføring af indtægter (returkommission) fra grænsekøbmændene
- Privat brug af midler fra forudbetalte rejser
- Manglende bogføring af indtægter fra salg af udflugter på destinationerne
- Forudbetalinger på 1.5 millioner er tilsyneladende forsvundet
- Skyldnersvig til et mindre beløb
-
I et dagbladsinterview med Frederik Henriksen anslår han allerede i forbindelse med betalingsstandsningen, at bureauet skulle tilføres et beløb på minimum 1 millioner kroner, hvis driften skulle fortsætte. Måske var det Frederiks drøm, at selskabet kunne have kørt videre ved en mindre kapitaltilførsel, men tiden vil vise, at konkursen er langt større. En pengetilførsel på dette tidspunkt havde formentlig kun udskudt og måske forværret konkursen.
Som nævnt er hændelserne i dagene omkring konkursen ikke helt tydelige, men noget tyder på, at Familien Henriksen igen og helt bevidst har solgt rejser helt op til, og måske endog på dagene umiddelbart efter betalingsstandsningen. Vi skal dog igen huske på, at netbanken og dankortet endnu ikke var opfundet, og at de beløb som blev indbetalt på posthusene og direkte til bureauet ikke kunne trækkes tilbage, når først de var afsendt.
Indbetalinger til Amanda Busrejser påstås bladt andet, at være forsvundet i moderselskabet Amanda Busliniers kasse, samt til et nyt rejsebureau som pludseligt opstod på Amanda Busrejsers adresse på Vesterbrogade. Hvorvidt dette er korrekt er ikke klart, men selvom både Politiken og Ekstra Bladet citeres for, at familien ufortrødent vil fortsætte med rejsebureau drift i et nyt bureau kaldet Olympic rejser, ser det dog ikke ud til at være korrekt. Ifølge bureauets revisorer har økonomien på intet tidspunkt været tilfredsstillende, og årsregnskaberne har fået en række anmærkninger, men hverken revisorerne eller bureauets advokat Palle Fick, har tilsyneladende formået, at få bureauet på ret kurs.
Med denne overskrift, fortæller Jyllands-Posten 4. oktober 1978, at Henning Henriksen havde købt en stor sejlbåd hos en fynsk forhandler, blot få dage før konkursen. Udbetalingen var 25.000 kr. og på selve konkursdagen var der yderlige blevet betalt et ekstraordinært afdrag på båden. Transaktioner som disse var med til at mistænkeliggøre Familien Henriksen yderligere, og det rene guf for pressen, og det må da også indrømmes, at timingen var helt fejlslagen, for et køb af denne størrelse.
Flere aviser antyder i perioden efter konkursen, at familien tappede de sidste midler ud af bureauet over de sidste dage, men kigger man på den efterfølgende retssag og dommen der fulgte, er der ikke meget som tyder på, at beskyldningerne er korrekte. Aviserne bragte dog et andet forhold for dagens lys. Et forhold som tilsyneladende ikke blev efterforsket til bunds.
Amanda Busrejsers bankforbindelse Handelsbanken fik tilført ret store summer i ugerne op til betalingsstandsningen. Der var, i følge banken, tale om almindelige indbetalinger på bureauets kassekredit, men det antydes, at Handelsbanken bevidst krævede disse indbetalinger på op imod 350.000 Kr. velvidende, at de herved tømte bureauets kasse og dermed reelt forårsagede betalingsstandsningen. Der kunne således være tale om, at banken i modsætning til kunder og andre kreditorer, fik dækket en del af deres tilgodehavende i den konkurstruede virksomhed, hvilket kunne være i strid med lovgivningen på dette område.
Hvad denne sag, hvis den overhovedet blev rejst, endte med, ses ikke klarlagt. Med baggrund i de relativt store indbetalinger til Handelsbanken, kan det tænkes, at Familien Henriksen faktisk taler sandt, når de påstår, at pengene ikke forsvandt til udenlandske konti, men i stedet blev indbetalt til bankforbindelsen. Hvorvidt der så, hvis Henriksen har ret, er tale om ulovlige eller uetiske handlinger fra Handelsbankens side er således ikke fastslået.
Retsopgøret
14 maj 1980 lægger domhuset i Kerteminde hus til domfældelsen. Det sker altså kun få kilometer fra familiens store bolig og Amanda firmaernes domicil i Revninge uden for Kerteminde.
Først og fremmest blev fru Irma pure frifundet. Selvom hun principielt var bestyrelsesformand for anpartsselskaberne, kunne hun efter rettens mening ikke tillægges nogen former for skyld.
Frederik og Henning blev hver idømt 1 års fængsel og frataget retten til at drive eller deltage i nogen form for rejsebureauvirksomhed indtil videre.
Frede Henriksen, som hovedsageligt var ansvarlig for busdriften, blev også frakendt retten til at drive eller deltage i rejsebureau virksomhed indtil videre.
Familien blev dog alle frikendt for skyldnersvig, men efterfølgende har der utvivlsomt været en skattesag i forbindelse med de ikke bogførte beløb og det forhold at skodderne mellem bureauets økonomi og den private økonomi i henhold til anklagen, ikke har været helt vandtætte. Konkursen blev i øvrigt opgjort til at være på over 4 millioner kroner.
I forbindelse med domsafsigelsen citeres dommeren i øvrigt for at sige, at anklagemyndigheden formentlig vil anke dommen, men hvorvidt dette skete, kan ikke umiddelbart ses i dagspressen. Og det på trods af den meget store interesse for konkursen gennem næsten et helt år.
Amandas eftermæle
Hvad der præcist foregik i dagene da Amanda Busrejser gik konkurs, er det sikkert kun familien Henriksen som ved. Men det var klart overraskende, at den samlede dagspresse gik så voldsomt til angreb mod familien som tilfældet var. Det var aldrig set før og ej siden, men en række faktorer ser ud til at have spillet ind.
For det første havde 4 konkurser på blot 10 år sat sine spor. Familien var ved flere af konkurserne mistænkt for urent trav i forbindelse med håndteringen af kundernes indbetalinger, men selvom det aldrig er blevet bevist, var det et samtaleemne i hele branchen. Dette i øvrigt sammen med rygterne om, at Henriksen havde snydt Focus Ferie, da de i 1969 købte kontrakter og kundekartotek fra Skjern Rejser konkursboet, og man havde man også oplevet, tidligere ansatte chauffører og rejseledere med pressens hjælp forsøge at få deres tilgodehavender, når et nyt bureau blev startet på ruinerne af en tidligere konkurs.
Personligt havde Henning Henriksen tydeligvis også bidraget til, at familien fik så hård en medfart. Hans store armbevægelser i 1971, hvor han arbejder med opstart af Key Air og fortæller den forundrede presse om millioninvesteringer, fly som næsten står klar til levering og hvor det hele ender i endnu en konkurs, var stadig en kendt historie i pressen. Det er i øvrigt ikke kendt, om der egentlig blev tabt store summer på forsøget med etablering af Key Air, men hvis det hele ikke bare var Hennings luftkasteller og drømmesyn, må folk i Hennings investorkreds have tabt mange penge. Henning Henriksen havde også stort besvær med at takle pressen, når spørgsmålene blev for kritiske, og hos kunderne var han ikke kendt for at besidde store diplomatiske evner, når frustrerede kunder kontaktede bureauet.
Sidst men ikke mindst synes den manglende evne til at styre virksomhedernes økonomi og foretage forsvarlige investeringer, at have haft pressens øgede bevågenhed . Fra første færd låner Frederik Henriksen penge ud til kolleger i branchen tilsyneladende uden nogen former for sikkerhed, og økonomien i Skjern Rejser sejler, selvom han påstår, at han betaler alt kontant. Senere taler sønnen Henning om egne og andres millioninvesteringer i nye selskaber og projekter, selvom det ikke er tydeligt hvorledes han, kort efter en konkurs, skulle være kommet til penge. Alt sammen en stigende mangel på de økonomiske dyder, som er nødvendige for at drive så kompleks en virksomhed som et rejsebureau.
Konkurserne og pressen
August 1998 går et af Danmarks største bus rejsebureauer Sunny Tours/Viking Nordturist konkurs og efterlader 2000 gæster i udlandet samt 3000 gæster uden udsigt til deres forudbetalte rejser. 10 år senere i 2008 er det Øster Lindet Rejser/Thinggaard som pludseligt drejer nøglen og går konkurs mens knap 6000 gæster står uden rejse. Selvom alene den sidste af konkurserne koster Rejsegarantifonden op imod 20 millioner kroner, altså 5 gange mere end Amandas konkurs, bliver begge disse konkurser kun sparsomt omtalt i pressen sammenlignet med Amanda konkursen.
Store og små rejsebureauer er gået konkurs gennem årene, men ingen konkurser gav så store efterdønninger som Amanda Rejsers. Efterdønninger som denne gang førte til, at alle danske rejseudbydere, skal være medlem af den lovpligtige Rejsegarantifond for at kunne sælge rejser i Danmark. Rejsegarantifonden blev nemlig oprettet i 1979, på baggrund af Amanda Rejsers konkurs, men hele 6 år efter at politikerne talte om den første gang.
Konkursen over alle konkurser
I 2019, nærmere bestemt den 23. september går verdens ældste rejsebureau Thomas Cook konkurs. Bureauet havde været aktivt uafbrudt siden 1841 hvor det startede med at arrangere kortere selskabsrejser med tog.
600.000 rejsende rammes direkte af konkursen og i de følgende uger, bringes mere end 140.000 gæster hjem fra rejsemål over hele verden. Operation Matterhorn, som redningsoperationen blev døbt, måtte gennemføre mere end 700 flyvninger for at få alle gæsterne hjem, og operationen kostede den britiske garantifond mere end 850 millioner danske kroner. Med en gæld på utrolige 14,4 milliarder kroner (14.400.000.000), en udgift til Matterhorn på 850 millioner, samt et ukendt beløb til behandling af konkursboet, er Thomas Cook konkursens størrelse markant og helt uforståelig. Flere lande, blandt disse Spanien må træde hjælpende til så hotelkæder, restauranter samt lokale busselskaber ikke omgående går konkurs, idet de alle havde penge til gode hos Thomas Cook eller levede af deres mange kunder. Danske Spies Rejser og de skandinaviske kolleger, som alle var samlet i Thomas Cook Northern Europe sammen med Thomas Cook Airlines Scandinavia, kunne dog efter få ugers stilstand fortsætte driften. Det var nemlig ret nemt for konkursboet, at udskille den skandinaviske del, at da denne del var både ‘sund og rask’, gav boet tilladelse til fortsat drift. Det var dog nødvendigt for boet, at sælge skaninaviensdelen til 3.part, så der kunne komme penge i kassen, men de største udfordringer blev dog at klarlægge hvorvidt værdierne i Thomas Cook Airlines Scandinavia var en del af den internationale konkurs, eller om de var tilstrækkeligt separeret i det skandinaviske selskab.
Takket være de oprindelige aftaler om flyselskabet, hvoraf dele stammede helt fra salget af Spies koncernen til Airtours Plc. i 1996, var flydelen et så godt som selvstændigt selskab, som enten kunne sælges separat, eller følge med rejsebureauget over til en ny ejer.
Petter Stordalen, Altor Capital og TDR Capital
Redningen bliver da også skandinavisk, og kommer fra broderfolket i Norge. Den norske milliardær Petter Stordalen køber nemlig Spies Rejser, Ving Rejser og Thomas Cook Airlines Scandinavia den 30 oktober 2019, sammen med kapitalfonden Altor og TDR Capital. Købet omfatter alle rejsebureauerne i Danmark, Sverige, Norge og Finland samt flyselskabet. Hermed får ca. 2.300 medarbejdere ny topledelse. Flyselskabet kunne naturligvis ikke forsætte under navnet Thomas Cook Airlines, og bliver senere omdøbt til Sunclass Airlines.
Naturligvis har denne gigant store konkurs fået meget omtale i pressen, og selvom Spies Rejser måtte bruge et par uger på at håndtere moderselskabets konkurs ved kortvarigt indstille operationen, har pressedækningen været relativt anonym. Enkelte medier har undret sig over en række bonusudbetalinger til ledelsespersoner forud for konkursen, og det faktum at Thomas Cook Group plc har haft svimlende underskud i mere end 10 år, ser ikke ud til at fremkalde nær de samme følelser hos hverken pressen eller kunderne, som konkursen hos Amanda Rejser i 1978.