Lidt mere Tjæreborg

Selvom Tjæreborg Rejsers historie allerede er en del af historierne på de øvrige sider, fortjener bureauet og dets stifter Eilif Krogager, en egen omtale.
Tjæreborg Rejser, som er lidt ældre en danmarks andet store charterbureau Spiser Rejser, kæmpede side om side i mange år om danskernes gunst, og Tjæreborg Rejser kom efterhånden og meget ufortjent, til at stå lidt i skyggen af kollegaen fra København. Der var mange årsager til dette, men primært må det tilskrives de to stifteres meget forskellige personligheder. Hvor Simon Spies blev kendt som den ekstravagante flamboyante millionær og livsnyder, var præsten fra Tjæreborg en mere ydmyg vestjyde som elskede sin kirke og sin præstegerning. Nogle kilder fortæller, at Simon Spies valgte at lægge sig i baghjulet på kollegaen fra Tjæreborg, når nye rejsemål skulle åbnes. Så kunne han se om Tjæreborg fik succes med rejsemålet, inden han selv rykkede ind med hele kavaleriet.

Eilif Krogager

Eilif Egon Richard Søndergaard Krogager, som den kommende rejsekonge blev døbt, blev født i i 1910 i Øster Nykirke Sogn ca. 75 km fra Tjæreborg og godt 35 km stik vest fra Horsens. Han var søn af murer Marius Krogager og jordemoder Kirstine Mikkelsen, og voksede op under beskedne kår sammen med sine tre søskende.
Eilif som blev student i Aalborg, tog teologi eksamen i 1934 og blev derefter hjælpepræst i Vejlby-Risskov. Som ung præst på kun 25 somre, flyttede han til Tjæreborg – Sneum, hvor han fik hvervet som sognepræst.
Det blev ikke en dans på roser, for vestjydernes natur og de barske forhold de levede under, gav sognepræsten mange udfordringer. Især præstegerningens arbejde som sjælesørger martrede Krogager både dag og nat og det tog ham nogle år, før han helt fandt sin plads og forstod vigtigheden af sit kald på de kanter.

Under 2. Verdenskrig blev Krogager en del af en meget aktiv sabotagegruppe i Tjæreborg-Bramming området, og selvom han ikke efter krigen selv yndede at tale sin tid i modstandsbevægelsen, står det klart, at han var en effektiv del af gruppen. Han havde et hverv som gav han legitimitet til at bevæge sig uhindret om i lokalområdet både dag og nat, så han var et værdifuldt medlem for gruppen. Han måtte dog, foklædt i DSB uniform, flygte til København i slutningen af 1943 eller tidligt i 1944, for at fortsætte til Sverige.
I København mødte e han en tidligere bekendt, nemlig skuespillerinden Gorma Augusta Julie Haraldsted. Hun var ligeledes aktiv i modstandsbevægelsen og hjalp bl.a. med at skaffe jøder og modstandsfolk over sundet til Sverige. Mødet blev et glædeligt gensyn og kærlighed ved første blik, så allerede i slutningen af februar 1944 og kun få dage før Krogager kom til Sverige, giftede de sig.
I Sverige blev Krogager feltpræst ved Den Danske Brigade, mens fru Gorma måtte lide den tort af blive anholdt af tyskerne under folkestrjen sommeren 1944, hvorefter hun blev sendt til Frøslev Lejren.
Krogager kom tilbage til Danmark 5. Maj 1945, sammen med Brigaden og vendte derefter, sammen med fru Gorma, tilbage til Tjæreborg og gerningen som sognepræst.

Hvorfor og hvordan bliver Tjæreborg centrum for et af Danmarks største rejsebureuer ?

Eilif Krogager var meget nysgerrig på mennesker. Han søgte at forstå mennesker og kunne godt lide at besøge dem hjemme eller hvor de virkede. Han tog f.eks. på en længere tur over flere dage med lokale fiskere, for at forstå deres udfordringer med livet og elementernes rasen.
Ud over interessen i de lokale samfund, var han interesseret i befolkninger og deres levevis uden for landet, og måske var det denne nysgerrighed, som blev den første grundsten for det kommende rejsebureau.

En anden grundsten var givet vis hans opvækst under beskedne kår. Ting skulle ikke være dyre for at være gode, så en portion stegt paneret flæsk med persillesovs, var efter hans mening mindst lige så godt som den fineste oksesteg. Alle kunne jo rejse, hvis man havde penge og tid nok, og det var jo præcist de to ting, som Tjæreborgs kommende kunder ikke havde nok af.

Krogager ville som bekendt gerne selv rejse, og møde mennesker i andre samfund, men selvom præstegerningen sikkert gav sin faste hyre, var der ikke råd til for mange udskejelser. I 1949 fik Krogager tjansen som rejseleder for et hold studenter som skulle sydpå, og her modnedes ideen om, at han måske selv skulle arrangere sådanne rejser.
Under et bryllup i det vestjyske, hvor Krogager skulle holde tale, kom han til tale med førstelærer Mathiesen, som ligeledes var fra Tjæreborg. Her tilbød han Mathiesen at tage med til Spanien, men uden penge ville det jo ikke gå. De blev, sammen med fru Gorma, enige om at stifte deres eget rejsebureau, så de selv kunne komme til Spanien uden at skulle betale.

Under navnet ‘Almindelig Dansk Turisttjeneste’ som stiftes af førstelærer Mathiesen, tilbydes nu en grupperejse til Spanien. Turen skulle vare 2 uger, og alt inkluderet skulle gæsterne betale 695, DKK for hele oplevelsen. Det duplikerede program var ikke specielt præcist om turens rejserute og overnatningssteder, men trods dette, blev interessen enorm. 70 gæster, svarende til 2 busser med hver sin chauffør, drog derfor sydover i starten af juli 1950. Turen blev gennemført med stor success, og selvom Krogager måtte bruge en regning med stempler og dansk flag fra Daels Varehus som bevis på, at han godt måtte indføre Pesetas til Spanien, blev turen gennemført med højt humør og et godt resultat. Man skal her tænke på, at busserne fra ‘Almindelig Dansk Turisttjeneste’ var blandt de første som krydsede grænsen til Spanien med turister efter krigen. Her skal det iøvrigt nævnes, at efterkrigs busserne på ingen måde var ‘født’ til at køre turister fra Danmark og til Spanien tur/retur. Det var trods alt en rejse på mere end 4000 km og med chauffører bag rattet, som aldrig havde før havde krydset bakker, som var meget højere end himmelbjerget eller bjergene i Midttyskland.

Hvorfor rejsebureauet kom til at hedde ‘Almindelig Dansk Turisttjeneste’, er ikke klart. Senere bliver navnet Nordisk Bustrafik A/S og først senere vokser navnet Tjæreborg, som blev brugt i folkemunde om rejserne fra Nordisk Bustrafik, frem og bliver selskabets navn.

Med førstelærer Mathiesen og lærer Peter Ingwersen som rejseledere kommer bureauet igang, mens Pastor Krogager selv rager uklar med Kirkeministeriet. De mener, at det måske er uforeneligt med pastor gerningen, at arrangere og gennemføre kommercielle turistrejser. Ministeriet indleder således en undersøgelse af sagen i foråret ’56, 6 år efter bureauets spæde start. Pastoren får dog allerede i juli samme år syndsforladelse idet hverken biskoppen, menighedsrådet eller pastoren selv, finder at hvervet som rejsekonsulent strider mod reglerne. Nordisk Bustrafik alias Tjæreborg Rejser har da også allerede sendt mere end 6000 gæster på ferieture sydpå, så måske har hele menigheden allerede været blandt bureauets gæster. Om Pastor Eilif Krogager her har omgået sandheden lidt lemfældigt er ikke til at sige, men ifølge pressen er hr. Krogager kun rådgiver, planlægger og konsulent for bureauet, mens de to lærere og en kvindelig farmaceut (?) tager sig af de praktiske gøremål.

Kigger man i ‘Registreringstidende for Aktieselskaber, Forsikringsselskaber og Foreninger’ nr. 2, 1955, finder man denne registreringstekst:

“Register-nummer 25.439: „Tjæreborg Turisttjeneste, Nordisk Bustrafik A/S”, hvis formål er at drive vognmands- og rejsebureauvirksomhed.
Selskabet har hovedkontor i Tjæreborg; dets vedtægter er af 7. oktober
1954 og 3. januar 1955. Den tegnede aktiekapital udgør 10.000 kr., fordelt
i aktier på 500 kr. Aktiekapitalen er fuldt indbetalt. Hvert aktiebeløb på
500 kr. giver 1 stemme. Aktierne lyder på navn. Aktierne er ikke omsætningspapirer.
Ved overdragelse af aktier — bortset fra overgang til en aktionærs
arvinger — har bestyrelsen forkøbsret efter de i vedtægternes § 3
givne regler. Bekendtgørelse til aktionærerne sker ved brev.
Selskabets stiftere er: Fru Gorma Augusta Julie Krogager, Allerup, førstelærer Svend Aage Hansen Mathiesen, Tjæreborg, lærer Peter Emil Ingwersen, Jernved
pr. Gredstedbro, der tillige udgør bestyrelsen.
Selskabet tegnes af to medlemmer af bestyrelsen i forening; ved afhændelse og pantsætning af fast ejendom af den samlede bestyrelse.
Eneprokura er meddelt: Ejlif Egon Richard Søndergaard Krogager.”

Det er altså korrekt, at Eilif Krogager ikke er stifter af virksomheden, men alene driver selskabet i form af sin eneprokura. Han har altså fuld hånd- og halsret over virksomheden stiftet af hustruen sammen med de to lærere, men hvordan den kvindelige farmaceut passer ind i puslespillet er til gengæld ikke helt klart.

Som nævnt, er to af byggestene i det nye rejsebureau, som bliver kendt under navnet Tjæreborg Rejser, menneskelig nysgerrighed samt beskedenhed. Byggesten som kommer til at kendetegne firmaet mange år fremover, vis ikke i hele dets levetid. I starten bliver rejserne mest præget af interressen for mennesker, samfund og kultur, mens fokus senere bliver på fritid og badeferie. Middelindkomsterne i 50’ernes arbejderkvarterer i de større byer, samt på landet er ikke til 4 stjernede hoteller og ekstravagante udflugter. Den gennemsnitlige timeløn lå i 50’erne mellem 3 og 5 kroner for mænd, mens kvinder fik lidt over halvdelen. Så der skulle arbejdes i mange timer, for at få råd til en tur på 12 dage med Nordisk Bustrafik – Tjæreborg til Østrig, selvom prisen var kun 295 kr.
Selvom der skulle arbejdes hårdt for føden og en familietur til Østerig for 2 voksne og et par børn, skød salget af rejser hurtigt i luften, så der måtte nye midler til at klare efterspørgslen.

Senere artikler om Ejlif Krogager ikke er helt enige om succesen med de første Spaniens rejser, men de blev tilsyneladende gennemført med de udfordringer, man måtte forvente. Busser der måtte repareres undervejs eller skubbes til næste benzintank, var helt almindelige udfordringer. Ligesom punkteringer og fejlkørsel også blev en del af oplevelserne. De medbragte kort var, til dels på grund af verdenskrigen ikke opdaterede, ligesom informationer om benzintanke og spisesteder ikke var tilgængelige, da de første busser drog afsted. Lidt efter lidt kom der dog styr på tingene, flere busture blev arrangeret men også charterrejser med tog, blev en del af planen. Den første tur til Spanien kostede Eilif Krogager og førstelærer Mathiesen mere end 1000 kr., men efterhånden kunne turene godt give et, måske ret beskedent, overskud.
En af de store succeser blev en række togture til festspillene i Oberammergau. Disse festspil startede i 1633 og har eksisteret siden. Op mod et par tusinde medvirkende fylder scenen (bygget i 1890) i Oberammergau, under den 2 x 3 timer lange forestilling, og med Jesu Kristi lidelseshistorie som emne, var det vel naturligt, at en sognepræst ville vælge dette rejsemål. Planen var, at gennemføre 4-5 ture derned i 1950, men inden festspilssæsonen var slut, havde man gennemført omkring 20 ture, alle af 6 dages varighed.

Nu kunne pastoren jo ikke selv forlade sine sognekirker i tide og utide, så førstelærer Mathiesen måtte have hjælp. Den fandt man hos Overlærer Peter Ingwersen, som de begge kendte og som var formidabel til tysk. Begge de to lærere blev værdifulde ressourcer i bureauets tidlige år. Mathiesen forlod dog bureauet senere, mens Peter Ingwersen fik en lang karriere i Tjæreborg Rejser. Han havde i øvrigt kendt Krogager og fru Gorma siden 1947, og blev en af familiens gode venner gennem mange år. Ingwersen arbejdede i starten som rejseplanlægger og rejseleder på deltid for Krogager, idet han valgte at fortsætte sin lærergerning. Senere påtog han sig et job som ’kvalitetschef’ for Tjæreborg, først på deltid og senere, da han gik på pension, på fuldtid. Han blev faktisk Tjæreborgs ansigt udadtil, idet han som kvalitetschef besøgte både hoteller, restauranter og andre samarbejdspartnere. I starten rejste han ud og hjem med tog eller med selskabets busser, men alting blev lidt lettere da selskabet i 1962 åbner Sterling Airways, så mange af de længste rejser kunne fortages med egne fly. Flere steder fortæller han dog, at det var slidsomt arbejde, idet han brugte sine ferier og de fleste weekender på jobbet, indtil han gik på pension som 67 årig.

50’erne

Almindelig Dansk Turisttjeneste, Nordisk Bustrafik eller Tjæreborg Rejser, som blev selskabets endelige navn, var hverken de første på markedet med busrejser til Europas rejsemål, eller de eneste som efterfølgende kastede sig over flycharter. Men der er ingen tvivl om, at de blev et af de mest betydningsfulde for dansk udlandsturisme. Flere bureauer havde eksisteret siden 30’erne, så selvom vi stadig opfatter 50’erne som charterturismes vugge, var der erfaringer at hente andre steder i branchen.
Måske har Eilif Krogager skelet lidt til hvordan Bergs Selskabsrejser i Padborg arbejdede, eller hvordan man hos Viking Nordturist, Bennets Turisttrafik og Helsingør Turisttrafik på Sjælland sendte gæster til rejsemål i både ind- og udland. Disse bureauer havde været aktive siden starten af trediverne og havde nu genoptaget produktionen af rejser efter krigen, men i løbet af dette årti tog Krogagers selskab førertrøjen.

Allerede i 1951 producerede man rejser til Rhinen, Østrig, Italien og Paris. Paris rejserne foregik med tog, på samme måde som en række øvrige af datidens rejsebureauer. Paris var relativt nem at nå med tog, som i Krogagers tilfælde udgik fra Århus og med stop på Fredericia Banegård, hvor gæsterne steg ombord. Ved afgangene fra Fredericia spillede fru Gorma en vigtig rolle. Hun drog fra Esbjerg til Fredericia med tog, og sikrede at alle gæsterne kom godt afsted. Hun var faktisk selskabets repræsentant ved disse togafgange.

Ud over de meget populære Paris rejser, som flere bureauer havde stor succes med i dette årti, blev busrejser til Europas kendte rejsemål Krogagers første kæmpesucces. Som nævnt drog man allerede så langt som til Rom, Pompei og Pisa i bus, selvom ’Almindelig Dansk Turisttjenestes’ busser bestemt ikke var beregnet til en så lang tur. Ægteparret Diana og Harry Hartz fortæller i en rejseberetning, hvorledes den gamle langnæsede bus med navnet ’Sofie’, kæmpede sig hele vejen til og fra Sønderjylland og de Italienske rejsemål på ægteparrets rundtur. De fortæller også om, hvorledes hotelankomster og besøg på seværdighederne skete midt om natten, når ’Sofie’ fik problemer undervejs eller måtte have et blidt skub af gæsterne, for at kunne passere de større eller mindre bjerge undervejs.

Heldigvis kom også ’Sofie’ på pension, og blev erstattet af nye busser fra Mercedes eller Fiat. Allerede da 50’erne bliver til 60’erne har Eilif Krogager og Tjæreborg Rejser, mere end 70 busser beskæftiget med at transportere de rejsende til de mange rejsemål. Mercedes og Triangel busser var i starten de mest almindelige hos Tjæreborg, men senere blev Fiat busser med karosserier bygget i Ringsted, den mest almindelige bustype hos selskabet. Fiat busser især, blev så almindelig og så ofte set på landevejene i hele Europa, at de blev omtalt som ’Tjæreborg Busser’ selvom de kom fra helt andre selskaber. Antallet af samtidige busser i Tjæreborgs stald, har været til diskussion blandt buskyndige flere gange, og tallet har svinget fra omkring 30 busser, og helt op til mere end 100 stykker. Sandheden blæser i vinden, men sikkert er, at Tjæreborg Rejser fik opbygget en betydelig garage med egne busser, og at Krogager fik leveret mere end 100 turistbusser fra Ringsted Karrosserifabrik gennem årene.

For Tjæreborg Rejser blev Fredericia Banegård afgangsstedet for hovedparten af busrejserne og ikke sjældent, var Eilif Krogager eller fru Gorma personligt til stede, når busserne afgik eller ankom. Historier fortæller, at Krogager ofte stod bag nogle træer på parkeringspladsen, når busserne kom retur. Var gæsterne glade, gav han sig til kende, men de var sure, skyndte han sig væk.
Om historien er sand, vides ikke, men senere i Tjæreborgs historiebog fortælles det, at Krogager ofte undlod at læse de klager, som blev sendt til bureauet. Det fortælles, at de tit endte i papirkurven, og kun hvis kunderne skrev igen, blev de læst og håndteret.
Måske har det været praksis fra tid til anden, men set i lyset af, at Peter Ingwersen blev ansat som kvalitetschef, måtte man jo have en slags overblik over de klager som selskabet modtog. Så måske er der også her, tale om vestjysk humor.

’Luftbusserne’ overtager en del af slæbet.

Selvom busrejserne blev enormt populære meget hurtigt, og togrejser også var på programmet i starten, fik Krogager hurtigt blik for de muligheder, som flyselskaberne kunne tilbyde. Om Tjæreborg Rejser købte flypladser hos ruteselskaberne eller hos de få charterflyselskaber som eksisterede i starten af 60’erne, er ikke klart.

I København var der opsigtsvækkende nyt på rejsefronten, idet en ny spiller havde meldt sig på banen. Den nye spiller var Simon Spies, som i 1956 havde etableret sig som rejsebureauejer, guide og turarrangør, og afviklede tidligt i 1957 sin første rejse til Mallorca med tog. Han sendte derefter de første flygæster afsted i 1959, ved at købe ledige flysæder hos andre selskaber.
I løbet af 50’erne træder Mathiesen ud af selskabet. Det blev alt sammen lidt for meget ved siden af lærergerningen, og de første år, har givetvis ikke været en guldgrube.
Krogager og Ingwersen har sikkert været ganske misundelige på denne nye københavnske medspiller, og mulighederne for at sende gæster med fly langt sydpå. Så allerede i 1962, tre år før Simon Spies stifter sit eget flyselskab, afgår der den 7. juli 1962 et McDonnel DC-6 propelfly fra Kastrup Lufthavn mod Gran Canaria.

5 stk. Sterling Douglas DC6B i Københavns Lufthavn. Et billede af starten på hvad der i en årrække var verdens største charterselskab. (Billede fra bogen ’25 Timer i Døgnet i 25 år’ af Sven Stigø)

Disse to fly, som Krogager har købt hos Swissair, bliver de første fly i Sterling Airways flyflåde. Selskabet før deres første fly den 16 juni og allerede den 23/8 følger den næste DC6B. Eilif Krogager havde nemlig stiftet et flyselskab med navnet ’Sterling Airways’, og det skulle blive en storspiller i flybranchen mange år fremover. Medstifter var ingeniør Jørgen Størling, og mange har brudt hovederne med, om Jørgens efternavn havde lagt navn til Sterling Airways. Andre fortæller at det var Eilif Krogagers mors begejstring over sterling sølv og dets holdbarhed, som gav flyselskabet navn, men ingen andre end Krogager og Størling kendte sikkert den rigtige historie. Jørgen Størling som havde en fortid som ingeniør i SAS, var rette mand til at etablere det nye selskab, men allerede i 1966 forlod han selskabet.

De første fly var alle af typen Douglas DC6B, som var et efterkrigs fly med 4 stempelmotorer (2500 HK) og plads til 89 -92 passagerer. Med passende justering af startvægten og fuld tank kunne flyet gå direkte til Gran Canaria fra København. Flyvetiden var dog 9 timer, så det var en længere tur.

I første omgang udgik alle Tjæreborgs rejser med Sterling Airways fra Københavns Lufthavn, idet Billund Lufthavn endnu ikke var etableret. Billund Lufthavn startede nemlig som en lille virksomhedslufthavn for Lego i 1961, men interessen var stor for hurtigt at udvide lufthavnen, så den også kunne bære rute- og senere chartertrafik. Allerede i 1966 blev terminalbygningen indviet, og samme år, den 19 marts, kunne de første Tjæreborg gæster forlade lufthavnen i et Sterling Airways fly med kurs mod Palma de Mallorca.

Som et kuriosum kan det nævnes, at alle Sterling Airways rutenumre startede med bogstaverne NB. Det var et valg truffet af Ejgil Krogager selv, idet det var en forkortelse for Nordisk Bustrafik, som var Tjæreborg Rejsers oprindelige navn.

Sterling Airways blev en succeshistorie uden sidestykke, og blev Danmarks næststørste flyselskab med mere end 30 samtidigt operationelle fly. På det tidspunkt, var Sterling Airways ikke blot kendt af enhver dansker, men også som verdens største charterfly selskab.

Selskabets første charterture til Gran Canaria med et af de to McDonnell Douglas DC6B fly, tog omkring 9 timer hver vej. Gæsterne var imponerede, og endnu flere strømmede til Tjæreborg Rejsers kontorer, for at købe rejser til de solsikre og eksotiske rejsemål. Allerede ved slutningen af året 1962, havde mere end 20.000 gæster stiftet bekendtskab med Sterling Airways og Tjæreborg Rejser, og i 1966 havde selskabet befordret sin passager nummer 1 million.

Krogagers satsning på Sterling Airways bliver som nævnt en succes uden sidestykke, og succeen bliver ikke mindre af, at Krogager hurtigt kommer i gang med at udskifte de langsomme propelfly ud med moderne jetfly. Krogager havde sikkert kigget lang efter SAS nyeste fly, idet man allerede i 1959 havde fået leveret moderne jetfly fra Sud-Aviation i Frankrig, også kaldet Caravelle.
Flyet, som også blev anskaffet af Sterling Airways blev utroligt populært hos mange flyselskaber, idet det havde en (på den tid) passende størrelse, som kunne anvendes til de fleste rejsemål. Flyet, som var en Super Caravelle 10B, havde plads til ca. 100 passagerer fordelt på 20 rækker, i en 3+2 konfiguration. Med en rækkevidde på mellem 2500 km og 3000 km afhængigt af startvægten, kunne flyet nå de fleste destinationer uden mellemlanding. Skulle man helt til De Kanariske Øer, måtte man dog mellemlande i Bordeaux på turen ud og hjem, idet distancen til f.eks. Tenerife, er på ca. 3800 km hver vej, men til gengæld foregik turen med 800 km i timen.

Sterling Airways fik gennem tiderne omkring 34 Caravelle fly i deres flåde, hvor OY-STA var det første som blev leveret i marts 1965.  Ud over 10B modellem, fik man også den mindre model 6R samt den lidt nyere model 12 i flåden, over de 12 år som Caravelle anskaffelserne strakte sig.
Caravelle model 12 blev udviklet af den franske fabrik i samarbejde med netop Sterling Airway, idet man ønskede en version som kunne gå direkte fra Danmark og til De Kanariske Øer. Senere, fra 1973 blev der anskaffet nye og større fly, nemlig Boeing 727-2J4 samt 727-200 med plads til 185 passagerer, hvilket passede godt til de populære rejsemål på De Kanariske Øer. Flyene kunne gå direkte fra alle de Scandinaviske lufthavne uden mellemlandinger og rejsetiden kunne nu nedsættes til kun 5 timer hver vej. Samtidigt var kapaciteten væsentligt højere, hvilket passede godt til de ekstremt populære rejsemål.

I forbindelse med den nye satsning på egne charterfly, fik Krogagers Sterling Airways dog en udfordring med forplejningen undervejs, som man selv måtte løse. Man oprettede derfor Sterling Catering i 1965, men i 1968 da konkurrenten flyselskabet Internord og deres catering virksomhed går konkurs, køber man deres flykøkken Aerochef. Selskabet kommer derefter til at levere flymad til Sterlings kunder frem til frasalget i 1986, samt til en stor del af de flyselskaber som havde trafik i København. Heriblandt også til charter konkurrenten Conairs flyflåde. Mange dejlige madder er blevet indtaget på charterrejsernes hjemture, når gæsterne sukkede for dansk rubrød og ‘flyvesild’.

Flyulykker hos Sterling

Desværre måtte Eilif Krogager og ledelsen hos Sterling Airways også opleve 2 alvorlige flyulykker med et par af selskabets fly. To ulykker, som bliver blandt de værste ulykker med danske rute eller charterfly.

Første gang Krogager og Sterling Airways rammes af en ulykke, er den 14. marts 1972. Et af selskabets Caravelle fly (OY-STL) er på vej hjem fra Sri Lanka (ex. Ceylon), med 106 passagerer og 6 mands besætning ombord. Flyet (flight 296) skal mellemlande i Dubai for tankning, men vejret er regnfuldt og med kraftige vinde. Under nedstigningen mod Dubai, rammer flyet Rasal Khaima Bjerget 600 meter oppe, og flyet knuses totalt. Efterforskningen viser, at flyet var ude af rute, og at man havde taget fejl af flyets position, på grund af det dårlige vejr. Her skal man huske, at navigationsmidlerne var noget mere primitive end i dag, og at en del navigation var afhængigt at piloternes udsyn fra cockpittet.
Alle passagerer og hele besætningen omkommer ved styrtet. På grund af dårlig kommunikation og manglen på præcis viden om flyets position, skulle der gå næsten et halvt døgn før man i Danmark fik vished om flyet og passagerernes skæbne.

Allerede to år efter, nærmere den 15. marts 1974, må Krogager og Sterling Airways igen samle et kriseberedskab. Denne gang er det et andet Caravelle fly (OY-STK), som forulykker i Teherans lufthavn.
Flyet med 96 passagerer og 4 besætningsmedlemmer ombord er netop mellemlandet og tanket på vej fra New Delhi til København, da flyet på vej mod startbanen får problemer med det højre hjulsæt. Landingsstellet kollapser, hvorefter flyets vinge rammer jorden så gnister antænder flybrændstoffet i vingen. En eksplosionsbrand hærger flyet og flyets forreste del udbrænder totalt, hvorved 15 gæster omkommer og 37 passagerer kvæstes.
Den eftertænksomme læser kan måske undre sig over, at de to flystyrt sker med næste bemærkelsesvis præcision – to år efter hinanden. Og at første fly (Sterling rute 296) flyves af en Caravelle med indregistreringen OY-STL, mens næste ulykke (Sterling rute 296) flyves af en Caravelle med ‘nummerpladen’ OY-STK, altså den foregående registrering alfabetisk)

Bus- og flyrejser sælger som varmt brød og Tjæreborg Rejser vokser og vokser.

Salget af rejser i støt stigende i alle årene, så administrationen må ret snart flytte til nye og større lokaler i Tjæreborg. Allerede i 1979 solgte man mere end 900.000 rejser om året, fra selskabets kontorer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland samt Storbritannien. Heraf var mere end 250.000 danske gæster, som forlod Danmark med bus, eller med fly fra Billund og København.

Den store stigning i salget, samt et stort antal turistbusser i egen stald, betød også behov for nye kontorlokaler og ny teknik til at håndtere salget. Salgskontorer skød op overalt, så allerede i slutningen af 60’erne fik Tjæreborg Rejser et af Danmarks største edb-anlæg med 140 dataskærme fordelt på selskabets kontorer.

For at få plads til personale, busser og edb-udstyr, køber Krogager ca 7 tønder land på Kærvej i Tjæreborg. Her kunne der så blive plads til nye lokaler samt et garageanlæg til selskabets busser. En enkelt ting fik dog også plads på Kærvej, nemlig Tjæreborg Rejsers egen børnehave. Mange af selskabets administrative medarbejdere var kvinder, så det var af stor betydning, at de også kunne få passet børn tæt ved arbejdspladsen. Så også på det punkt, var Eilif Krogager og fru Gorma meget fremsynede.
Kærvej 8 blev således Tjæreborg Rejsers hovedsæde, og selvom ledelsen senere forsøgte at flytte teltpælene til København, tæt ved Rådhuspladsen, var Tjæreborg og bygninger på Kærvej symbolet på Tjæreborg Rejsers succes.

Successen, kunne også en gang imellem vise bagsiden af medaljen, som f.eks. i 1964, da Tjæreborgs katalog på mere end 164 sider udkom. Omgående kollapsede telefonanlægget, da mere end 30.000 kunder forsøgte at komme igennem. Resultatet blev at kun 1000 kunder fik kontakt den første dag, mens resten måtte forsøge sig en af de efterfølgende dage.
I 1969 måtte man trykke mere end 800.000 eksemplarer,som blev revet væk. Og da oplaget var på sit højeste i 1976, trykte man ikke mindre end ca. 4 millioner sommerkataloger. Et vidne om en stor succes, men også en udgiftspost, som kunne mærkes i regnskabet.

Tjæreborg tilbyder for eksempel busrejser til Sicilien, Grækenland samt Lille Asien på ikke mindre end 26 – 28 dage. Rejser som alle afgår fra banegården i Fredericia, og som tager gæsterne på den helt store oplevelses tur gennem hele Europa.

Programmet for Sicilien 28 dage ser f.eks. således ud:

Efter en sådan tur på mere end 6.300 kilometer, har man sikkert fået både oplevelser og ikke mindst buskørsel nok for en stund. Turen kostede dengang 1295 kroner alt inklusive, en pris som i dag ville svare til omkring 12.500 kroner. En ikke ubetydelig udgift i 1966, så man må formode, at rejsen mest har tiltrukket det bedre jysk- fyenske borgerskab . Turen blev afviklet 5 gange (2 i foråret samt 3 i efteråret), så et sted mellem 150 og 200 Tjæreborg gæster har haft fornøjelsen med denne rundrejse i 1966.

1966 kataloget bærer præg af, at flyrejserne stadig var en nyhed for Tjæreborg. Dels errejserne placeret forrest i kataloget og dels er omtalen af Sterlings Fly ligeledes det første læseren får øje på. Måltiderne ombord på Sterlings DC6B samt ‘de store’ Caravelle fly, er naturligvis inkluderet i rejsens pris og blev på daværende tidspunkt forsat leveret fra ‘det berømte SAS-køkken’. På siden kan man også finde flyvetiderne for rejserne med propelfly henholdvis jetfly, så man måske fristes til at vælge en af rejserne med jetfly, på trods af, at de er lidt dyrere.

Kataloget indeholder også fine billeder af de hoteller som selskabet anvender, samt billeder som enten skal lokke gæsten med på udflugt, eller få gæsten til at vælge netop dette hyggelige rejsemål. Men kortmaterialet har tilsyneladende ikke været tilgængeligt i 1966. Kort tegningerne, som angiver hotellernes placeringer, er håndtegnet (af de lokale guider eller agenter ?). Se f.eks. dette kort fra Las Palmas på Gran Canaria, hvor hotellernes placering er angivet med sirlig håndskrift.

Tjæreborg og egne hoteller

Når man sender en lille million gæster på ferie, så skal de jo nødvendigvis også have et sted at bo, når de når frem til deres destination.
Stor var kampen om hotelsengene på destinationerne, efterhånden som de snart mange danske og udenlandske charterselskaber skulle finde plads til de mange gæster. Og hvad gør man så, når man gerne vil sikre sine gæster et godt hotel med gode faciliteter? Man bygger naturligvis sine egne hoteller.
Men forud for hotelprojektet, hvor hotellerne får navnet Stella Polaris, blev Krogager faktisk hotelejer ved et tilfælde i Østrig. Hotellet som Tjæreborg havde et stort samabejde med, og som formentlig var Gasthof Lukashansl i Bruck, skulle i starten af 60’erne på tvangsauktion.

Det ville jo være uheldigt for Tjæreborg Rejser så Krogager lokkede derfor sin direktør Gerda Sørensen til at tage derned, og sikre at hotellet kom på gode hænder. Gerda havde intet begreb om tvangsauktioner, men nogle få dage senere, havde Krogager og Nordisk Bustrafik i Tjæreborg, erhvervet deres første hotel.

I 1968 bliver Hotel Stella Polaris i Torremolinos det første af Tjæreborgs hoteller på solkysten og senere kommer endnu et hotel ind i Stella Polaris kæden. Det andet hotel blev Stella Poliaris i Fuengirola. Begge hoteller blev utroligt populære blandt Tjæreborgs gæster og begge eksisterer fortsat, omend i renoveret stand.

Men her slutter Krogagers appetit på at være hotelejer ikke, selvom der skulle gå nogle år, før der sker nyt.

La Santa – Lanzarote

I starten af 70’erne sender Tjæreborg Rejser hundredtusindvis af kunder på ferie med fly og bus, til både nære og fjerne rejsemål. Et par af favoritterne er naturligvis Gran Canaria og Tenerife, hvor vintertrætte nordiske gæster kunne nyde sol og varme gennem hele vinteren. Krogager og hans folk havde også blik for finde nye hoteller og faciliteters til gæsterne på andre af De Kanariske Øer, og i 1978 fik man muligheden for et, tilsyneladende unikt tilbud.

I 1968 havde den spanske bank La Caja opført et kompleks med ferielejligheder og sportsfaciliteter til hele familien på den kanariske ø Lanzarote. Men som så ofte før på de kanter, blev projektet aldrig fuldført, og med oliekrisen bidende i projektets haser, gik projektet i stå. Efter at projektet var strandet i en del år, fik Krogager i 1978 mulighed for at overtage hele projektet og få det færdiggjort. Ret hurtigt kom projektet på ret køl igen, og allerede fra 1982 blev hotellet fuldt åbnet som Club La Santa.

Club La Santa bestod fra starten af ca. 300 lejligheder med køkken, bad, soveværelser og terrasse eller balkon, men er senere blevet udvidet med små 100 lejligheder. I starten blev flere lejligheder udbudt som timeshare, og Krogager måtte i en årrække posten en del penge i hotellet som år efter år, præsterede en række massive underskud.
I dag ejes La Santa primært af Familien Krogagers A/S af 3. Juni 1986 og efterhånden som et mix af ferie og sport er blevet mere og mere populært, har selvskabet præsteret fine overskud i en årrække.

Et anderledes Tjæreborg projekt

I 1982 fik Tjæreborg Rejser en ny direktør, som takket være sin interesse for rejsebranchen senere fik tilnavnet rejsekongen. Som kun 32 årig fik Jens Veino en stilling i Tjæreborg, og han skulle vise sig at blive et af de mest kendte navne i selskabet.
Han var direktør med en stor appetit på rejebranchen og dens muligheder og en af de store og lidt specielle muligheder landede på hans skrivebord i 1986. Han fik en henvendelse fra flyselskabet Tower Air, som ville sælge nogle tomme flysæder mellem København og New York. Veino blev helt opslugt af ideen, og i mange timer forhandlede han med repræsentanten fra Tower Air. Det amerikanske flyselskab ville fra starten blot have solgt omkring 100 flysæder til Tjæreborg, men inden dagen var omme, havde Veino fået spotpris på alle sæderne i de store Boeing 747 jumbojets, som selskabet ville anvende.

Prisen som Tower Air skulle have for et flysæde, var ca. af samme størrelse som et flysæde til De Kanariske Øer, og Jens Veino så for sig, hvorledes 485 Tjæreborg gæster kunne sendes til New York, hver eneste uge. Han fik derefter Eilif Krogager til møde om projektet, og snart efter var Tjæreborg med Jens Veino i spidsen, klar til at lancere rejserne. Her i midten af 80’erne var der hotelkrise i New York, med overkapacitet og faldende turisme, så Krogager og Veino kunne booke gode hoteller til lavpris, og til stor glæde for gæsterne.
Men, og der jo ofte et men, så var Tjæreborg Rejser lige ved at gøre regning uden vært. Selvom amerikanske flyselskaber godt måtte starte ruter til og fra Danmark uden at spørge (en gammel Marchal hjælp aftale), så skulle prissætningen godkendes af Trafikministeriet. Og her forudså man naturligvis problemer, idet billetterne hos SAS var væsentlig dyrere. Veino og Krogager udtænkte derfor et stort pressestunt, så man med danskernes hjælp, fik SAS til at holde lav profil.
Lige før julen 1986, fik man nemlig hele pressekorpset til at reklamere for og omtale Tjæreborgs nyeste destination. Prisen var lige på julegaveniveau og med enorm opbakning fra pressen og dens læsere, fik SAS ikke mod på, at få stoppet salget. Man fortalte naturligvis pressen, at den formelle godkendelse lå i ministeret, men man fortalte også, at nu kunne almindelige lønmodtagere få råd til at besøge New York, takket være Tjæreborg og ikke mindst Jens Veino gode aftale med Tower Air. Embedsmændene blev altså sat i en kattepine, og godkendte prisstrukturen efterfølgende.

I rejsebranchen fortælles det ovenikøbet, at Tjæreborgs New York eventyr, fik skabt de første revner i de gamle prisstrukturer, og var medvirkende til at først SAS og senere Norwegian, kunne sælge billige billetter fra Norden og til USA.Det skal da lige nævnes, at Jens Veino blev hos Tjæreborg indtil 1989, hvor han skiftede til Lars Larsens (Dyne Larsen) rejsebureau Larsen Rejser, hvor han blev indtil 2002. Jens Veino døde desværre allerede som 65 årig i 2015, og rejsebranchen led således et stort tab, og en af dets få rigtige rejsekonger.

Vejen mod enden

Tjæreborg forsøger sig også med at sælge bilferier til hoteller og feriecentre i Europa, og i en stund får det mange børnefamilier til at vælge netop denne løsning. Rejserne gik både til hotellerne som Tjæreborg havde charteraftale med, men også til populære feriecentre i det meste af Vesteuropa.

De sidste år

Hvordan præcist de sidste år med Tjæreborg Rejser i Eilif Krogagers eje forløber er ikke helt klart, men tiden for et generationsskifte nærmer sig, og her er det vigtigt for Eilif Krogager, at bureauet forbliver selvstændigt og på danske hænder når tiden er inde. Desværre for Krogager, er et generationsskifte ikke den oplagte mulighed, idet datteren Kirstine Louise, kaldet Kis-Lis, ikke ønsker at overtage bureauet. Så her deler Krogager familien fællesskab med andre rejsebureau ejere, som enten ikke har familie, som kan overtage, eller hvor familien ikke ønsker at overtage selskabet.

Flere kilder fortæller dog, at de sidste år forløber fint, mens andre taler om, at flyinvesteringer og La Santa presser Tjæreborg koncernen hårdt. På et tidspunkt i starten af 80’erne er Eilif Krogager angiveligt blevet kontaktet af ejer og direktør Leif Linné Hansen fra Viking Nordturist i København, om et evt. salg af Viking Nordturist til Tjæreborg koncernen. Men, selvom Viking Nordturist var et af tidens bedst drevne busrejsebureauer, takkede Eilif Krogager pænt nej tak. Måske havde han allerede et salg af Tjæreborg under overvejelse, men der skulle gå lidt tid endnu, før tingene faldt på plads.

Eilif Krogager forsøger nemlig allerede i januar 1986 at sælge både Tjæreborg Rejser og Sterling Airways til den norske millionær Helge Naarstad, og selvom et pressemøde om salget af Tjæreborg koncernen faktisk blev annonceret til afholdelse 6. februar 1986 i Tjæreborg, blev handlen aflyst i sidste minut. Efter dette mislykkede forsøg, ender Eilif Krogagers salgsbestræbelser med et – måske lidt panisk salg til Janni Spies, som kort forinden, havde arvet Spies Rejser efter Simons Spies død i april 1984. Janni havde allerede i 1985 besøgt Gorma og Eilif Kroager i præstegården, øjensynligt ikke for at tale om køb af Tjæreborg Rejser men mon ikke, at det trods alt har været nævnt over kaffen.

4 år skal der gå, før Tjæreborg Rejser bliver en del af Spies koncernen, og på et pressemøde den 3. januar 1989, afholdt på den dengang ret nedslidte Blichers Kro kunne Janni Spies, flankeret af Eilif Krogager berette, at Spies Koncernen havde købt Tjæreborg Rejser.

To koncern enheder fulgte dog ikke med i salget. Det var henholdsvis Club La Santa og flyveselskabet Sterling Airways. 
For Sterling Airways blev salget af Tjæreborg koncernen en lidt speciel oplevelse. Kollegaerne hos flyselskabet Conair, som var en del af Spies Rejser, ville angiveligt ikke sammensmeltes med Sterling Airways. De frygtede angiveligt, at Conair som havde væsentligt færre fly end Sterling Airways, ville blive ‘lillbror’ i flyselskabet. Resultatet blev derfor, at Sterling Airways blev et udskilt som selvstændigt selskab og solgt til en række investorer.
Investorerne, kunne dog kun holde selskabet på vingerne indtil september 1993 hvor Sterling Airways går konkurs 1. gang, og med en gæld på over 1 milliard kroner. Selskabet lider endnu en konkurs i 2008, hvorefter selskabet overtages af Cimber Air samme år. Men ak- ej heller denne gang bliver selskabet holdt flyvende, for allerede 3. maj 2012 må selskabet indgive konkursbegæring og lukke permanent.

Både Spies Rejser og Tjæreborg Rejser blev på danske hænder indtil 1996, hvor begge selskaber, opkøbes af britiske Airtours plc. Senere bliver britiske Airtours og Conair, som nu havde taget navneforandring til MyTravel, solgt til Thomas Cook koncernen. Thomas Cook gik efterfølgende konkurs i 2019, og verdens største rejsekonkurs var en realitet. De præcise tab, er ikke offentliggjort, men kilder taler om tab på store milliard beløb. Alene bankernes tab, oversteg 15 milliarder kroner, hvoraf den danske betalingsplatform hos Nets, måtte ‘æde’ et tab på mere end 750 millioner kroner.
Konkursen efterlod tusindvis og atter tusindvis af rejsende strandet på rejsemål verden over, og deres hjemtransport kaldet ‘Operation Matterhorn’ kostede alene over 100 millioner kroner.

Efter Thomas Cook konkursen købte den norske milliardær Petter Stordalen den nordiske del af såvel flyselskabet samt rejsebureauet Spies af Thomas Cook konkursboet, hvilket bragte begge dele tilbage på, omend ikke danske så nordiske og selvstændige hænder. Rejsebureauet blev genetableret under navnet Spies Rejser og med hovedkvarter i København mens flyselskabet, som fik navnet Sunclass Airlines fik sit hovedkontor i Dragør umiddelbart ved Københavns Lufthavn.

Efterskrift:

Eilif Krogager var sognepræst til fingerspidserne samtidigt med, at han var rejsebureau ejer og direktør for Tjæreborg Koncernen. Han fulgte alle aktiviter fra sit skrivebord og selvom koncernen strakte sig over hele norden, Nordtyskland og England, var hans interesse i detaljer ikke mindre. Han blev også kendt for et massivt forbrug af chefer og afdelingsledere. Så mange, at man foreslog at installere svingdøre i hovekvarteret.
Hvad der skyldes dette overforbrug er ikke klart, men Krogager ønskede ofte, at tage de endelige beslutninger, hvilket måske var i modstrid med den frihedsgrad en afdelingsleder måtte ønske. Ejlif Krogager har også sagt, at han ikke var Tjæreborg præsten, men præst i Tjæreborg. Men i den brede befolkning, og til sin dødsdag, kendte de fleste danskere samt tusindvis af gæster og samarbejdspartnere ham som ‘Tjæreborg præsten’.

Litteratur:
Der findes desværre og mærkværdigtvis nok, ingen bøger om Eilif Krogager eller om hans selskab Tjæreborg Rejser. Diverse løsrevne artikler på nettet, egen viden, samt ikke mindst den eneste bog jeg har kunne finde, bærer en del af den viden, der ovenfor er sammenfattet til en historie.
Bogen, som blev udgivet i december 1999, forud for Tjæreborg Rejsers 50 års fødselsdag, hedder ‘Han lærte os at rejse‘ og er skrevet af Klaus Givskov og Tonny Rask. Bogen gengiver ikke nødvendigvis fakta, idet folks hukommelse om især de tidligere år, sikkert har forskubbet sig. Men den er ganske fin, og kan sikkert købes antikvarisk eller findes på biblioteket.