Lidt mere Spies

Selvom Spies Rejser aldrig blev det store busrejsebureau, og derfor ikke helt hører til denne fortælling, fortjener bureauet og ikke mindst dens ejer alligevel en omtale. Bureauet som de fleste charterturister kender havde nemlig, som mange andre i disse år, sit udspring i et af de daværende rejsebureauer, som arrangerede tog- og busrejser.

Dette afsnit om Spies Rejser forsøger på ingen måde, fuldt ud at beskrive forretningsmanden Simon Spies endsige omfanget af hans store rejsebureau, men kradser kun i overfladen, for at give et historisk perspektiv. En mere uddybende historie om virksomheden Spies Rejser, findes så vidt vides ikke, men bøgerne som nævnes sidst i dette afsnit, kan bruges til at lægge puslespillet om Spies Rejser, sammen med de mange avisartikler som er tilgængelige på biblioteker og på nettet hos dagbladene. Men lad os kradse lidt videre i overfladen, med et kort indblik i Simon Spies og hans historie.

Simon Spies blev født den 1. september 1921 og gennem hele sit liv, fra knægt og til rejsebureau magnat, var han en forretningens mester. Et knivskarpt handelstalent helt frem til sin død om morgenen den 16. april 1984, men også en rastløs sjæl, som hurtigt kedede sig, når hverdagen blev alt for almindelig, alt for ’leverpostejsagtig’. I mange år eksperimenterede han med psykologi (var cand. psych.), og med forskellige typer rusmidler som hash og svampe, og ikke mindst med mennesker.

For Spies Rejsers vedkommende, var det en rastløs og nysgerrig Simon Spies som trådte sine rejsemæssige barnesko hos De Forenede Rejsebureauer som bus rejseleder. Han havde efter sin uddannelse på Købmandsskolen haft en broget karriere under 2. verdenskrig, og efter senere at havde læst både statskundskab samt psykologi, får han i 1951 ansættelse i Prisdirektoratet.

Han betragter sit job som både kedeligt og støvet, og prøver derfor kræfter med rejseleder jobbet, da han ser en mulighed for at kombinere lidt arbejde med ferie og ikke mindst løn. Næsten samtidigt fremstiller og sælger han de såkaldte ’Ferietabletter’ sammen med en bekendt. ‘Ferietabletter’, som var et amfetaminlignende stof, var blevet produceret siden starten af 30’erne, hvor de mest blev brugt som slankemiddel, men Simon Spies havde mest fokus på deres opkvikkende virkning. Der går dog historier om, at Simons ferietabletter mest bestod af kalk.

Under sine rejser som rejseleder for De Forenede Rejsebureauer fik Simon, som var en yderst skarp og iderig iværksætter en ide om, at han selv kunne arrangere rejser sydpå, til de solhungrende danskere. Så kunne han nemlig selv høste fortjenesten.

Busrejser sydpå var i 50’erne ganske langsommelige og besværlige. Han valgte derfor i starten den samme løsning som de fleste andre, nemlig at sende gæsterne med toget. Selv fulgte han så selskabet på hele turen og sørgede for alle de praktikaliteter, som en rejseleder nu engang skulle sørge for. Rejserne gik til Mallorca, og var oftest med flere ugers ophold på øen. En nødvendighed når rejsen med toget mod Mallorca gik via Barcelona, og derfra med skib til Palma. En rejse på omkring 36 timer- altså hver vej.

I en artikel fra marts 2005 skrevet af Knud Wilhelmsen i Jyllands Posten, kan man se et eksempel på en regning, på en af Simon Spies togrejser, solgt i 1957:

I starten havde Simon Spies ikke helt styr på sine aftaler og kontrakter. Flere af de første afgange havde ingen hotelværelser, ganske enkelt fordi hotellerne ikke var færdige, mens andre rejsegrupper måtte bo på halvfærdige hoteller med alle mulige mangler. Denne tilstand, med hoteloverraskelser af forskellig art, dukker jævnligt op i det første år. Et resultat af manglende erfaring hos Simon Spies og den især dengang fremherskende spanske holdning, ’vi fikser det – i morgen’.

Med luft under vingerne

Utilfreds med tingenes tilstand som Spies ofte var, kigger han sig om efter andre transportløsninger, og begynder derfor at leje tomme flysæder. Først hos flyselskabet Aero-Lloyd og senere hos Flying Enterprise. Det betyder, at Spies nu kan tilbyde rejser til Mallorca, Costa Brava og Rhodos. Denne trafik fortsætter med køb af flere og flere flysæder, og Spies bliver i starten af tresserne den største kunde hos Flying Enterprise. Simon Spies stifter i 1964 et eget flyselskab som får navnet Conair of Scandinavia, og selskabet lejer sine to fly ud til Flying Enterprise, som så med sine egne fly samt Conairs to fly sørgede for, at Spies gæsterne kom til og fra Sydeuropa. I 1965 får Flying Enterprise økonomiske problemer og under kuplignende forhold, overtager Simon Spies selskabet for den meget beskedne sum af 6 millioner kroner.

Simon Spies startede altså sit rejsebureau i 1953. Værktøjerne var hjælpsomme venner, deres lejlighed, en skrivemaskine samt en spritduplikator. Hurtigt udvikler det sig, i første omgang til en rigtig forretning i Nørregade for senere, via lokaler på Gammel Kongevej 100, at ende i sit eget domicil i Nyropsgade. Bygningen husede også Hotel Mercur, og blev en af de mest kendte ejendomme i København. Danskerne elskede hans rejsebureau helt fra starten. Hans billige rejser kombineret med sjove slogans fandt hurtigt genklang hos især arbejder og mellemklassen, for nu kunne de komme sydpå til sol, strand, fest, farver og sangria for rimelige penge.

Simon som boheme

Efter at bureauet var kommet godt i gang, tillagde Simon Spies sig oftere og oftere en mere bohemeagtig stil og hans opførsel blev undertiden mere skandaleagtig end toplederagtig. Især tabloid pressen faldt næsegrus for hans selskab, hans mærkværdige opførsel og ledelsesstil, og efter hans død blev hans renomme og eftermæle ofte beskrevet en del pænere end det måske havde fortjent. Tabloid aviserne samt de kulørte ugeblade fulgte tæt i kølvandet på Simon Spies, og fokus flyttede sig oftere og oftere mod hans fester og udskejelser end mod Simon Spies som rejsebureauejer.

Bøger, bl.a. skrevet af hans gamle ven Jurij Moskvitin og senere den omfattende bog om Spies og hans samtid skrevet af Andreas Fugl Thøgersen, beskriver imidlertid Simon Spies som en sand Dr. Jekyl og Mr. Hyde. Hans menneskesyn og hans ledelsesstil var mildest talt – anderledes. Han ansatte og fyrede jævnligt medarbejdere efter forgodtbefindende. En ansat blev eksempelvis fyret for at smide en papir clips i skraldespanden, hvorefter han blev ansat igen senere på dagen, og han brugte tit en del af sine ledelsesmøder på, at få sine betroede medarbejdere til at skændes indbyrdes. Han havde tilsyneladende en glæde ved at se, hvor langt han kunne drive sine loyale ansatte, før de sagde fra eller blev uvenner. Næsten, som afprøvede han nogle psykologiske mekanismer. En disciplin som man også kunne finde hos stifteren af Salling Group (ex. Dansk Supermarked), hvor Herman Salling også kunne finde på, at spille sin ledergruppe ud mod hinanden på selskabets ledermøder.

Selvom han omgav sig med dygtige forretningsfolk, havde han også venner og ansatte, som i udpræget grad nød godt af Simons selskab og hans penge, uden at levere den store indsats. Simon kunne nemlig godt lide mennesker, og især deres selskab. Men på dette punkt er flere kilder noget uenige. Nogle fortæller om en Simon Spies, som er venlig og beskyttende over for sine venner, mens andre beskriver Simon Spies med foragt for sine medmennesker. Simons kvindesyn især, var da også, man kan roligt sige anderledes. Netop dette emne skabte da også konstant furore i pressen og blandt selskabets ansatte. I en artikel i Nordjyske (‘Ved Solkongens Hof’), skrevet i anledning af 20 året for hans dødsdag, fortælles det, at Simon var en menneskeforbruger med en udpræget foragt for kvinder. Om det var sandt, ved vel kun hans nærmeste og de involverede kvinder.

‘Ja, jeg har da noget mere respekt for en kvinde,
der sælger sin krop, end for en,
der bare er på bistandshjælp.’

– Formanden

Hans grundsyn var, at alle kvinder kunne købes, det var kun et spørgsmål om prisen. Angiveligt forsøgte han at købe en vens kvindelige ledsager til en nat i sengen for et meget stort pengebeløb, men hun betakkede sig. Sandsynligvis var det bare for at provokere og bevise sin tese om kvinder. Pressen viste tit billeder af en Simon i nærkontakt med sine kvindelige medarbejdere, og han klappede dem gerne bagi, når det passede ham. Han omgik med stor fornøjelse de unge nyansatte kvinder – de såkaldte piccoliner og sekretærer. Pressen fortæller således tit om hans forkærlighed for disse, ofte under 18 år unge kvinder. En forkærlighed som sjovt nok var i direkte modsætning til de venskaber og den kærlighed han havde til ganske få udvalgte kvinder. Over for disse var han kærlig, beskyttende og forsøgte at give dem en god, tryg og oplevelsesrig tid hos Spies.

For de få ledere, som kom tæt nok på Simon Spies og for hvem han fik stor sympati, havde han næsten uendelig tiltro. En af disse var f.eks. Holger Anders Damm, som Simon hentede hos Familien Henriksens, Skjern og Nøgle Rejser. Han havde forladt sit job hos Flying Enterprise i København, og var taget til Skjern, for at tiltræde som økonomichef i familien Henriksens jyske rejsebureau, som dengang var ganske betydende. Holger Damm blev dog lokket tilbage til København og til Simons rejsebureau med et løfte om ekstra høj løn og ekstra frynsegoder. Han nød Simons uendelige tillid, og han passede i mange år selskabets pengekasse. Tilliden var tilsyneladende gensidig, idet han blev hos Spies Rejser i 23 år og han forlod først koncernen i slutningen af 80’erne efter at Spies boet var gjort op. At Holger Damm nød Spies tillid fuldt ud, kunne ingen være i tvivl om, idet Spies i sit testamente have udpeget ham til kurator i boet. Da Holger Damm forlod selskabet slap han dog ikke Spies ånden helt, idet han i en årrække fortsatte som medlem af Spies Fondens bestyrelse. Holger Damm døde 85 år gammel i 2018.

Lynende intelligent finansmand

Simon var en lynende intelligent finansmand. Han indførte små, simple og billige kontrolsystemer i virksomheden og især omkring dets økonomi. Han havde derfor altid fuldt viden om salget af rejser, forbruget af flysæder og ikke mindst finansernes tilstand. Selvom han næsten altid spurgte før han brugte penge, blev hans lille notesbog opdateret jævnligt, ofte flere gange om dagen, og hans grundsætning om, at man altid skulle lægge halvdelen af overskuddet til side og kun bruge den anden halvdel, fik i perioder hans formue til at vokse eksplosivt. Men det var også nødvendigt. Ofte blev store summer helt uplanlagt brugt på biler, fester, kvindeligt selskab, rejser, eller investeringer i virksomheden, så der skulle store summer til at dække omkostningerne.

Hans økonomiske tæft hjalp ham ved flere lejligheder og helt frem til sin død i april 1984. Han kunne lave penge på næsten alt, lige fra dengang han som knægt i Helsingør, solgte grønthandlernes rester fra en gammel barnevogn. Det kuplignende køb af Flying Enterprise i 65 blev betegnet som en genistreg, og senere blev hans køb af fem brugte Boeing 720 fly for lånte penge, ofte opfattet som om Spies betalte kontant, idet Simon faktisk indfriede lånet ganske kort efter. Dollarkursen faldt nemlig voldsomt kort tid efter at lånet var optaget, og Simon så lynhurtigt en god mulighed for at indfri lånet, men til en langt lavere kurs. Disse to flyhandler var dog ikke Spies eneste økonomiske genistreger, som gennem årene hjalp med til at holde omkostningerne nede og vandstanden i pengekassen oppe.

Sammen med nogle få betroede ansatte bl.a. Gerner Botoft, udviklede han nemlig en sjælden evne til at kalkulere prisen på sine rejser. Kombinationen af flybilletter købt eller produceret til rette pris, antallet af ledige pladser og hotelværelser man havde garanteret, de toldfri tilbud i flyet til gæsterne samt salget af udflugter til restauranter med grisefester og optræden hvor gæsterne festede maksimalt, var ikke en let opgave og mange rejsebureauer har haft udfordringer med netop denne disciplin. Hos Simon Spies blev denne evne udviklet til perfektion og kombineret med en billig og simpel administration, blev indtjeningen pr. rejse maksimeret, mens gæsterne fortsat oplevede, at de havde haft en både god og ikke mindst billig charterferie.

Management by surprise

Selvom udvalgte chefer nød Simons gunst, fik andre chefer og medarbejdere til gengæld chefens lune at føle ved flere lejligheder. Virksomhedens ledermøder var ofte præget af en vis spænding om, hvem der skulle i ’fedtefadet’ denne gang, og de heldige tørrede skadefro sveden fra panden, når det ikke var deres tur. Spies Rejser blev dog på forunderlig vis gennemsyret af en korpsånd og et stærkt sammenhold blandt medarbejderne. Om det var Simons evne til at fejre succeser sammen med sine ansatte eller hans konstante evne til at bringe selskabet på forsiderne, er svært at sige. Men den dag i dag tænker mange ansatte fra Simons tid, med stor glæde tilbage på tiden hos Simon Spies’ rejsebr. Simon var Spies Rejser og Spies Rejser var Simon. Hans specielle lederstil kalder John Lindskog i sin bog for ’oplyst enevælde’, mens andre bøger og artikler ofte omtaler hans stil og medarbejderpleje i rosenrøde vendinger. Men der er ingen tvivl om, at pionerånden og fællesskabet i rejsebureauet var noget helt specielt, og at Simons menneskesyn var meget anderledes og for mange helt uforståelig.

Hans måde at håndtere mennesker på, i mange tilfælde ved at købe sig til deres anerkendelse og ikke mindst hans fornøjelse ved at lokke lederstaben til at skændes, vidner om et mennesyn som altid var anderledes og uudgrundeligt. Det virker som om personerne omkring ham, altid var en del af hans spil, hans maskerade, og kun få mennesker fandt helt ind til personen Simon Spies. En af de få, som fik Simons fulde anerkendelse og som han holdt uendeligt meget af, var vennen og livlægen Jan Smith. Lynende intelligent som han var, blev han en af de få som Simon betroede sig til og som forstod ham. Flere beskriver ham som den søn Simon aldrig fik, og han blev ofte omtalt som arving til Spies Rejser. Desværre får Jan konstateret uhelbredelig kræft, og få måneder før Simon dør, vælger han selv at afslutte sit liv. Mens han er på sit kontor, tager han sit jagtgevær og skyder sig. Da Simon, som i øvrigt samtidigt var indlagt på Hvidovre Hospital til kontrol, får besked om dødsfaldet, græder han.

Tiden i 60’erne og 70’erne, hvor Simon personligt udviklede sin virksomhed, og hvor han næsten dagligt var i medierne, var anderledes. 60’ernes blev danskernes optur med bedre lønninger, biler og udlandsrejser, hvor de fleste voksne havde krigen og den efterfølgende vareknapheden i frisk erindring. 70’erne blev til gengæld et årti med oliekriser og økonomisk afmatning samt et buldrende ungdomsoprør mod autoriteterne. I 60’erne var især københavnerne fulde af beundring over Spies Rejser og deres billige adgang til ferie, fest og oplevelser, mens 70’erne mere blev det årti, hvor mange opfattede Simon Spies, som den uartige dreng i klassen, og som jævnligt viste sin foragt for eliten. Eilif Krogager var med sit Tjæreborg Rejser selskabets og Simon Spies absolutte modstykke og blev af de fleste danskere opfattet som den rigtigt pæne dreng i klassen. Simon, som fagligt havde stor respekt for Krogager, omtalte dog tit præsten som ’ham der ville være pave’.

Simon Spies i Tjæreborg Præstens slipstrøm

Simon Spies er i mange sammenhænge nævnt som banebrydende for charterbranchen, og der er ingen tvivl om, at han har stor ære af branchens udbredelse og opblomstring. Men ofte lod han kollegaen fra Tjæreborg lave det indledende arbejde, når en ny destination skulle åbnes, hvorefter Simon og hans selskab, rykkede ind et år eller to efter. Hvor Krogager mere var typen som opfandt de nye destinationer, var Simon Spies mere fokuseret på hvordan han kunne håndtere destinationerne billigst muligt. Hvis Krogagers folk ville åbne en ny destination, sad Spies altså i venteposition indtil det indledende arbejde var gjort og destinationen så ud til at blive en succes. Derefter rykkede han ind og nød frugterne af Krogagers forarbejde. Spies gjorde også flydisponeringen til en kunstart, så udgifterne til leje af fly ud over Conairs egne kunne minimeres og for at kunne undgå tomme sæder. Hans hjemmebyggede systemer hvor salgstavlerne med deres små papkort var omdrejningspunktet i hele salgsprocessen, var sammen med flydisponeringen (flyprotokollerne) hele forudsætningen, for en administration med minimalt spild.

Han opfandt guideskolen på Mallorca, hvor de unge selv betalte for ophold og uddannelse, hvorefter Spies Rejser kunne håndplukke de bedste og sende resten hjem, og så opfandt han Airguiden.

Airguiden var i virkeligheden en Spies udgave af, hvad mange kender som bus rejselederen. Altså rejselederen der følger med gæsterne fra afrejse og til hjemkomst. Denne gang var bussen bare erstattet med et fly. Det fungerede ca. således: Når gæsterne skulle afsted sydpå, hjalp Airguiden først personalet i lufthavnen med ind-checkning. Derefter fulgte guiden gæsterne under flyturen og i transferbusserne helt frem til bestemmelsesstedet. Undervejs hjalp guiden flypersonalet med diverse forefaldende arbejde i flyet, og fremme på rejsemålet fungerede Airguiden som guide. Når Airguiden så igen vendte tilbage til Danmark sammen med gæsterne, blev de ofte brugt en tid som salgspersonale, takket være deres nu størree kendskab til rejsemålene. Men for Simon var konceptet enkelt. Det skulle være effektivt og ikke mindst billigt. En af Airguiderne, senere underdirektør i Spies/Tjæreborg og derefter salg- og marketingsdirektør i MyTravel Jan Vendelbo fortæller, at Airguiderne under deres ophold i København boede i værelser med køjesenge i Spies bygningen. Måske ikke voldsomt komfortabelt eller glamourøst, men de blev i ’familien’ og de elskede det. For som altid hos Spies, var der masser af fest og farver.

Mange gode bøger er skrevet om Spies og hans samtids stærke ledere Maersk Møller og Herman Salling.  Alle tre var entreprenører, næsten før ordet blev en del af det danske sprog og alle tre besad såvel ordets magt, som et gigantisk handelstalent. Mens både Maersk og Salling arvede igangværende virksomheder, som de herefter udviklede til store koncerner, måtte Simon Spies og hans jyske konkurrent Eilif Krogager begge selv opfinde deres virksomheder. Alle fire, omgav sig i øvrigt med dygtige og ikke mindst flittige folk. Folk som besad en blanding af pionerånd, flid og kundskaber. Men man skal ikke lade sig narre. Bag deres ofte venlige men bestemte ydre, i Simons Spies tilfælde ofte lidt omtågede ydre, overvågede de deres lederes og de ansattes mindste træk. De vidste alt om, hvad der foregik i virksomheden, og havde detaljens indsigt.

Men især hos Spies Rejser, og flere af de daværende lidt større rejsebureauer, blev virksomhederne et produkt af deres samtid. Især flyvemaskinen og dermed muligheden for, at kunne rejse langt, billigt og på relativt kort tid, gav bogstavelig talt charterturismen vinger. Kundesegmentet havde for manges vedkommende oplevet en opslidende verdenskrig, eller var født i årene umiddelbart efter, og gæsterne havde en glubende appetit på at se andre ’græsgange’ end stranden på Bellevue, Gilleleje eller den jyske vestkyst. Den begyndende velstand og samfundets mobilitet var benzin på charter-turismens bål. Men ikke mindst en samtid med nye normer, hippie bølgens komme med rusmidler og den seksuelle frigørelse, var med til, at Simon og hans rejsebureau blev mere kendt og mere folkeeje, end produktet måske havde fortjent.
Uden sin specielle adfærd, sine mærkelige påfund, pressens næsten uudtømmelige trang til at rapportere om Formand Spies’ liv og hverdag samt Simons både intelligente men også dekadente udnyttelse af livet med druk, rusmidler og til tider purunge kvinder, ville Spies Rejser kun have været et stort, men almindeligt rejsebureau.

Simon Spies – i skandalernes projektørlys

Spies’ personlige pengeforbrug faldt mange danskere for brystet, men når Se & Hør udkom, kunne de fleste ikke nære sig for, at købe et eksemplar med de nyeste skandaler om Spies. Simon Spies er sikkert blevet både beundret og foragtet i mange frisørsaloner, når ugebladenes artikler blev fortæret under tørrehjelmen.
Mange forargedes således over Simon Spies, og fravalgte officielt at købe hans rejser. Men i ly af mørket, luskede man alligevel ind på Gammel Kongevej og senere i Nyropsgade, for at købe familiens sommerferie sydpå. Prisen var nemlig rigtig, udbuddet spændende og Københavns frække dreng pirrede alligevel københavnerne, når de skulle på ferie. Ikke mindst efter at have købt Se & Hør med de nyeste detaljer fra natklubberne, Villa Fjolle eller Hotels Merkurs kontorer.

Den oprindlige transportform, hvor rejserne blev gennemført med tog og skib, blev hurtigt erstattet af rejser med fly, som bliver Spies Rejsers primære salgsvare i hele bureauets levetid. Simon flirter lidt undervejs med salg af busrejser sydpå, og smukke dobbeltdækkere i grå og lilla uniform, som han lejer hos Randbøldal Turistfart og Dito Turistfart, ses oftere og oftere suse frem og tilbage fra rejsemålene i sydpå. Han fravælger dog hurtigt turistbusserne, og kun den private Setra luksusbus som Janni forærer ham, forbliver en rigtig Spies Bus, indtil Dito Turistfart overtager den i 1989.

I dag ville pressen og myndighederne have slagtet Simon Spies og hans rejsebureau næsten før, det var kommet i gang for urent trav og i staren af karrieren, de dårlige rejser. Hans kvindesyn ville have bragt ham på kant med lovgivningen samt diverse #MeeToo bevægelser efter kort tid, og fagforeningerne ville havde raset over ansættelsesvilkårene. Simon Spies havde i øvrigt ikke meget til overs for fagforeningerne, og reelt var der kun to fagforeninger, som han frygtede. Det var Dansk Metal som organiserede Conairs mekanikere, samt Dansk Pilotforening som, naturligt nok, organiserede piloterne. Disse to foreninger var reelt de eneste, som kunne lamme Spies selskaberne. Men som nævnt elskede danskerne og pressen ham og ikke mindst hans urimelige og skæve bohemeagtige facon. Han bragte danskerne sydpå til varme, grisefester og sangria for små penge, og når han skejede ud og allerhelst udtalte noget kontroversielt eller endog smed bukserne, labbede pressen det i sig som sødmælk. Og vi danskere elskede at lade os underholde og forarge.

Simon gav tabloidpressen, de kulørte ugeblade samt dets læsere, fuld valuta for pengene. Alle slugte dag- og ugebladenes skandaler og eskapader uge efter uge, hvor han udstillede sine personlige rejseeventyr, sit ekstravagante privatforbrug, samt sit forbrug af rusmidler og meget unge piger. Intet af dette fik familien Danmark til at ryste på hånden, når charterrejsen skulle bestilles. Måske havde Spies Rejser ikke mange kunder fra Tjæreborg præstens hjemmebane i Jylland, men i resten af landet og især i Storkøbenhavn, var Simon en folkehelt.

Han fornægtede sig ikke, og han mente grundlæggende heller ikke, at hans gæster skulle holde sig tilbage. I podcast serien ’De sidste Rejseguider’ fortæller to tidligere guider hos Spies, hvorledes dekadencen rådede, og hvorledes man for eksempel tilbød gæsterne udflugter til rigtige sex liveshows i Palma, som del af det officielle udflugtsprogram.

Forbruget af purunge piger beskrives i næsten alle bøgerne og i samtidens presseomtale. I filmen ’Spies og Glistrup’, ses en scene hvor en mor angiveligt bytter sin meget unge datters jomfruelighed med en vaskemaskine. Om historien er sand – døm selv. Men historien om sex på gulvet i Husmanns Vinstue og hans mange besøg i natklubben Valencia med tilhørende afklædte kvinder, er derimod sande. Simon var meget bevidst om holdningerne til hans sexliv og unge kvinder. Han opfandt f.eks. begrebet ’morgenbolledamer’, som de fleste opfattede lidt frækt. Men virkeligheden var, at Simon fik sine unge piger til at bage (skaffe?) boller til ham om morgenen, men det er helt sikkert, at udtrykket ’morgenbolledamer’, også i flere tilfælde blev brugt som titel for de purunge kvinder, som også leverede sexuelle ydelser til formanden.

Simon og de tre vigtigste kvinder i hans liv

Alle, inklusive Simon vidste, at han ikke ville blive en gammel mand. Dertil var hans helbred for skrøbeligt og hans livsform for voldsom. Han havde som voksen havde haft alvorlig fåresyge, og kunne derfor ikke få børn. Men han ønskede ikke at staten skulle arve hele imperiet. Han var derfor flere gange blevet rådet til, at gifte sig med en klog ung kvinde, som kunne arve det hele. Og det endte, som de fleste bekendt med, at han i maj 1983 giftede sig med den blot 21 årige Janni Brodersen. Som enearving blev hun den nye ejer af hele Spies koncernen efter hans død, blot et lille år senere.

Simon havde ellers været gift flere gange, men var ikke tilhænger af det monogame ægteskab. Hans til stadighed flirtende og seksuelle forhold med forskellige kvindelige ansatte i selskabet, satte jævnligt en stopper for ideen om, at gifte sig med en kvinde der kunne arve ham.
Gennem mange år fremkom han dog jævnligt med ideen om, at han burde gifte sig med Sonja Mathiesen. Hun var ’nabo’ til Hotel Merkur, og var blevet eneejer af luksushotellet Hotel Imperial, efter hendes mands død i 1973. Fru Mathisen var kendt i alle rejse- og hotelkredse og havde utroligt mange kunder fra branchen, og hun var en ekstremt dygtig hotelejer. Simon Spies elskede at besøge Imperial hotellet, dets bar og ikke mindst restauranten og opbyggede et nært venskab med Fru Mathisen gennem mange år. Hun drev i øvrigt også Hotel Randers, som Simon ofte besøgte. Hotellet i Randers brugte han især, når han aflagde visit hos sine jyske forretningsforbindelser og når, som han udtrykte det, ’skulle tælle sine penge i Jyske Bank’.

Sonja Mathisen og Simon Spies var omtrent lige gamle, og Fru Mathisen som hun blev kaldt, var en af de få, som kunne tumle Simon. Hun lod sig ganske enkelt ikke imponere af hans piger og hans excentriske levevis. Hun forbød ham ganske enkelt, at havde mere eller mindre afklædte unge piger med på sine hotellernes offentlige områder, hvilket Simon pudsigt nok fuldt ud respekterede. Han lovede faktisk Sonja Mathisen, at han ville opføre sig pænt på hendes områder, og nød hendes selskab ganske meget. Så meget, at hun sammen med Simons egen hund Archibal, var hans personlige æresgæst i kareten, da han ved sin 60 års fødselsdag i 1981, blev hestetrukket gennem byens gader som en ægte rejsekonge. Turen gik fra Spies bygningen i Nyrupsgade og frem til Kastrup Lufthavn, hvor rammen om fødselsdagsmiddagen var Conairs hangar. Turen gik ned ad Strøget og via Gammel Strand, hvor der var udlagt et champagnedepot hos Fiskekonerne, så Simon og fru Mathisen ikke skulle blive tørstige undervejs.

Janni og Fru Sonja Mathiesen, var to vigtige kvinder i Simons liv, men en tredie kvinde havde i hele hans liv, været kvinden han både elskede og frygtede. Kvinden var hans mor Emma Spies.
Hun havde opdraget Simon hårdt mens han som barn boede hjemme i Helsingør, og hun forsøgte gennem hele sit liv, at opdrage på sønnen. Simon elskede sin mor, på sin lidt akavede facon, i et miks a moderkrælighed og en anelse frygt. Han kunne nemlig ikke lide, når moderen påtalte hans ekstreme livsførelse og ikke mindst hans kvindeselskab i offentlighedens søgelys.
Simon installerede sin mor i en lejlighed i Spies Huset, og forkælede hende med alverdens ting, men uden at fru Emma Spies, så mildere på tingene, selvom han så vidt muligt besøgte hende hver eneste dag.
Emma Spies blandede sig dog ikke i hvad Simon foretog sig, men rystede ofte på hovedet over de uplanlagte og mærkelige aktiviteter og rejser, som Simon fandt på fra tid til anden. Ved enkelte lejligheder tog hun dog bladet fra munden, og er bla. citeret for, at hun hellere ville have haft, at Simon var blevet embedsmand, og havde fundet sig en sød kone. Det er dog almindeligt kendt, at Emma Spies satte stor pris på Janni Brodersen og at hun inderst inde var glad da de blev gift i 1983.
Emma Spies overlevede dog sin søn med et års tid, men valgte selv, at hun ikke ville begraves ved siden af Simon på Hørsholm Kirkegård. I stedet valgte hun Holmens Kirkegård i København, hvor en beskeden sten er sat på hendes gravsted.

Alle holder vejret

Simon Spies dør i hjemmet den 16. april 1984, og hele koncernen holder vejret. Kun enkelte betroede mennesker ved nu hvad der skal ske, men ingen kender i virkeligheden omfanget af katastrofen.

Janni Spies bliver som ventet arving til koncernen, men bortset fra midler til en ny fond – Simon Spies Fonden, midler til underhold af Simons mor indtil hendes død, samt enkelte personlige donationer, er Janni til manges overraskelse enearving. Valget af den unge brud, løser i første omgang koncernens problemer med arvefølgen og håndteringen af statens arv, men bliver desværre også starten på koncernens dødedans.

Det skulle være så godt ….

Spies Rejser bliver i forbindelse med Simons død omdannet til et aktieselskab i 1986. Janni Spies indsætter omgående sin bror Leif Brodersen i bestyrelsen, og bruger ham efterfølgende flittigt som sin personlige rådgiver. Men uenighederne om hvorledes selskabet skal drives, og hvem som kan og må træffe hvilke beslutninger fylder hurtigt direktionsgangen. Helt naturligt kan Janni Spies ikke træffe de nødvendige beslutninger. Hendes forudsætninger for at drive den store koncern er jo ikke til stede, og hendes bror som er uddannet værktøjsmager, kan naturligt nok ikke hjælpe stort. Han formår dog efter sigende, at støtte Janni maksimalt. ’Simon var Spies Rejser og Spies Rejser var Simon’ problemet vokser, og ledelsestomrummet efter Simon fyldes med forskellige agendaer fra ledergruppen. Et meget uens persongalleri kommer på plads omkring direktionens mødebord, men ingen formår tilsyneladende at bringe ro og stabilitet i selskabet. I et forsøg på at løse ledelsesproblemerne, hentes tidligere finansminister og direktør for Københavns Lufthavne Knud Heinesen ind som administrerende direktør. Han får næsten uindskrænkede beføjelser, men da Janni samtidigt gifter sig med finansmanden Christian Kjær, tager begivenhederne fart. En uendelig række af trakasserier mellem Christian Kjær og Jannis bror, kombineret med manglende interesse i og dårlig viden om rejsebureaudrift, får striben af uheldige dispositioner til at fortsætte. En af disse bliver købet af Tjæreborg Rejser i 1989. Eilif Krogager havde allerede forsøgt at sælge Tjæreborg Rejser og Sterling Airways til den norske mangemillionær Helge Naarstad i 1986. Et pressemøde om salget blev afholdt, men salget blev aldrig gennemført.

Der opstod derfor et ønske om, at sælge disse tre fly, til fordel for 6 mindre. Knud Heinesen støttede angiveligt en fusion mellem Sterling Airways, som med sine 22 fly var en attraktiv fusionspartner efter købet af Tjæreborg Rejser, men især Conairs piloter var bange for en sådan fusion. Der er jo ingen tvivl om, at Conairs piloter var bange for at blive ‘lillebror’ i en sådan fusion, selvom de repræsenterede hovedfirmaet. Derimod støttede de til gengæld kraftigt ideen om en udskiftning af de tre store Airbus A300 fly til fordel for 6 nye og mindre fly, hvilket vil giver dem langt mere arbejde og flere kolleger.

Forhandlinger om en fusion af de to flyselskaber igangsættes imidlertid, men forhandlingerne afbrydes pludseligt, da Knud Heinesen i 1991 underskriver en kontrakt på 6 nye Airbus A320 fly. Prisen er i omegnen af 1,8 Mia danske kroner og det hele købes for lånte penge og med Danske Bank som panthaver i alle fly. De præcise hændelser, beslutninger og meddelelser i forbindelse med handelen lader sig ikke klarlægge, men det var en klar forudsætning for handelen, at de 3 store Airbus A300 var solgt, når handlen blev indgået. Kilder påstår, at en meddelelse om et afsluttet salg faktisk blev givet til Janni Spies og Knud Heinesen, mens andre kilder ikke er helt så præcise. Hvorfra meddelelsen kom, hvis den kom, vides ikke, men to kendsgerninger står dog tilbage. De tre store fly var ikke solgt, da købet blev indgået, og markedet for salg af brugte fly, var næsten gået i stå.

Koncernens to utroligt dårlige flyinvesteringer i først alt for store og dernæst alt for mange og dyre Airbus fly, blev en møllesten om halsen på koncernen, og i 1993 må bankerne, anført af Danske Bank, tilføre ny kapital til en nu konkurstruet virksomhed.

Festen er ved at være slut

Leif Brodersen, Jannis bror, forlader koncernen efter hårdt pres fra Jannis ægtemand Christian, og pengene fosser hurtigere og hurtigere ud af Spies selskaberne. Rygter om udygtige investeringer af selskabets midler florerer, og i 1996 slutter festen. Tvunget af omstændighederne sælges Spies Rejser til britiske Airtours og flyselskabet Conair fusionerer med det oprindeligt danskfødte Scanair, som under SAS ledelse nu havde deres hovedkvarter i Stockholm. Sammen danner de selskabet Premiair.

De 15 år som går, fra Janni Spies arver koncernen og til den sælges i 1996 bliver en myriade af svigt, dårlig ledelse, umulige og forkerte beslutninger og personlige agendaer. En gennemgang af disse vil fylde en hel bog, og netop det har journalisten John Lindskog gjort i bogen ’Simon’. Med sin fortid i Se & Hør samt hos Ekstra Bladet og sit kendskab til hovedpersonerne, opruller han hele historien og ikke mindst dramaet bag koncernens deroute.

Spies Koncernen, bestående af rejsebureau, flyselskab og hoteller, samt en dedikeret medarbejderstab, var alt sammen noget, som Simon Spies afleverede i god stand. Milliard formue, ingen eller minimal gæld, konstant høj indtjening samt et astronomisk godt brand. Hvad kunne Janni Spies og den nye ledelse have ønsket sig mere? Men det forsvandt alt sammen. Kassen blev tømt og værdierne blev til gæld.

Alle bøgerne om Simon Spies, biograf- og dokumentarfilmen om ham, samt alle dagbladene, har en forundring til fælles. Hvorfor gav Spies sit livsværk videre til en ung kontormus uden reel uddannelse?
En medarbejder gennem 12 år, Erik Malmquist, citeres i Nordjyske for, at Simon Spies skulle have sagt følgende:

“Når jeg bliver 60, drikker jeg mig ihjel, men først finder jeg en smuk ung pige, gifter mig med hende, og så arver hun hele lortet.”

Os der husker Spies ved, at det var præcist hvad Simon gjorde – men hvorfor? Ingen andre end Simon Spies, har forklaringen, men han tog den med sig i graven. At han skulle dø, var ufravigeligt. Dødssyg som han var, og med det liv han førte, var det reelt kun et spørgsmål om tid. Troede han virkeligt på, at den 22 årige beklædningsdesigner Janni Brodersen, kunne drive virksomheden videre, eller havde han en forventning om, at chefgruppen ville slås om de enkelte dele af virksomheden, indtil den gik til grunde? Var det Simons sidste velarrangerede chefgruppe slagsmål? Vi ved det ikke!
Med Simons handelstalent burde det være gået anderledes. Selvom de nye selskaber har drevet Spies forretningen videre, er det i dag kun navnet som fortsat eksisterer sammen med få ansatte, som er blevet ved selskabet gennem hele perioden.

Fakta er, at Simons virksomhed Spies Rejser gik til grunde, og blev solgt til Airtours efter Simons død. Virksomhedsånden var væk, magiens stjerner slukket og skandalerne viste deres hæslige ansigter, mens Janni, familien og hendes nye mand Christian Kjær tabte det hele på gulvet.

Konkurs og genfødsel

I 2019 blev Spies Rejser købt ud af verdens største rejsekonkurs, hos Thomas Cook. Thomas Cook havde tidligere opkøbt Airtours og med dette alle Spies selskaberne. Men på trods af en omsætning på mere end 9 milliarder engelske pund, havde koncernen oparbejdet en gæld på omkring det dobbelte. På dagen for konkursen efterlades omkring 600.000 kunder overalt på jorden, og selvom en del kunder kommer hjem med rutefly og andre charterfly, igangsættes operation ’Matterhorn’ for at få alle hjem. Omfanget er ikke helt kendt, men flere kilder fortæller, at operationen gennemførte mellem 145 og 200 flyvninger, før de sidste gæster var hjemme igen.

Literatur

For de som aldrig har oplevet Simon Spies, samt de som gerne vil vide mere og måske komme tættere på sandheden om personen Simon Spies og hans rejsebureau Spies Rejser, kan jeg foreslå følgende bøger:

• Henrik Madsen, Spies et eventyr, Børsen Bøger 1994
• Søren Anker Madsen, Spies i citater og billeder, Lindhardt og Ringhof 2013
• Simon Spies – Solkongens liv og tid, Politikens Forlag 2012
• Simon, John Lindskog, Peoples Press 2005
• Simon Spies, Jurij Moskvitin, 1984 og 1999

Bøgerne er på mange måder ret forskellige, selvom de næsten alle er skrevet mere end 20 år efter Simons død. Undtaget herfra er Jurij Moskvitins beretning om sit personlige venskab med Simon Spies. Jurijs bog handler derimod ikke om virksomheden Spies Rejser, og bøgerne er lidt uenige om synet på Simon Spies, hans virksomhed og hans kvindesyn. Alt i alt gode bøger med mange reelle og sjove fortællinger om rejsekongens liv, men også med historier som må betragtes som ’historier’.
Derudover giver filmen ’Spies og Glistrup’ også et vist indblik eller snarere et billede af livet med Simon Spies, ligesom podcast serien ’De sidste Rejseguider’ også tegner deres tidsbillede af virksomheden og dens kultur gennem en kortere årrække.

Spies Rejser er som nævnt en af Danmarks største rejseproducent med et salg på mere end 300.000 rejser årligt, men ingen forbinder længere magi, dygtighed, forargelse, uartighed og tiltrækningskraft med ordet Spies. Kun Janni forblev i sidste ende tro mod sin ex mand og navnet Spies. Efter sin skilsmisse fra Christian Kjær i 2011, valgte hun nemlig Kjær navnet fra, og blev igen til Janni Spies.

” Uanset hvad, så kører I det hele på røven
inden for ti år efter, jeg er væk”
Citat: Simon Spies

Efterskrift – august 2022

I slutningen af august 2022, har Danmarks Radio bragt 3 udsendelser om Simon Spies under overskriften ’Spies og morgenbolledamerne’.

Udsendelserne havde til hensigt at vise hvorledes Simon Spies misbrugte sine unge ’morgenbolledamer’ og piccoliner seksuelt, unge piger hvoraf hovedparten var i aldersgruppen 15 – 18 år. Angiveligt havde Simon, som det også er nævnt i ovenstående historie om Spies Rejser, en vældig appetit på unge piger. Piger som ofte fik ret betydelige beløb for deres seksuelle ydelser.

Selvom ’nyheden’ om, at Simon Spies brugte og misbrugte sin adgang til unge piger, piger som i nogle tilfælde angiveligt selv opsøgte muligheden for at møde Formanden, slet ikke er ny, har der rejst sig en sand mediestorm mod personen Simon Spies samt rejsekoncernen Spies Rejser. Medie efter medie står nu i kø ved håndvasken for at tage afstand fra Simon Spies. Også selvom selvsamme medier nød godt af dennes eskapader og beskrev Simons brug af de unge piger i tekst og billeder gennem det meste af hans levetid. Mange medier – ingen nævnt ingen glemt – tjente gode penge på salget af blade og aviser, når Simon tronede frem på forsiden, allerhelst sammen med en lille skandaleoverskrift.
Sammen med dokumentaren har forskellige kilder også fortalt om Simons trang til at give de prostituerede fra Kakadu Bar smæk, men ej heller her, er der tale om en nyhed. Historien er blevet fortalt flere gange været i medierne. Man kan for eksempel læse om Simons trang til at slå de prostituerede med bøjler i Susanne Krages bog, ’Natsværmer’. I bogen fortæller hun bl.a. om sin tid som luksus-prostitueret på Kakadu Bar og blandt disse, om en enkelt personlig oplevelse med Simon Spies.

Bøgerne om Simon Spies beskriver i større eller mindre grad ’morgenbolledamerne’ og deres virke, og i filmen ’Spies & Glistrup’ er der en scene, hvor en mor sælger sin 15-årige datter til Simon, for penge til en dybfryser og et stereoanlæg. Scenen er også beskrevet i John Lindskogs bog ’Simon’, hvor bogen fortæller, at moderen modtog 10.000 kroner for sin datters dyd. Og noget kunne type på, at eksemplet ikke var enestående.

Også Spies gæsterne som i 70’erne besøgte Mallorca, fandt stor interesse i en af selskabets mere specielle udflugter. ’Syndige Palma’, en nattur til Palmas ’red light district’, trak i mange år fulde huse, idet den blev afsluttet med muligheden for at se live-show med vaskeægte ’happy end’. Denne udflugt var en Spies Rejser specialitet, og ville nok aldrig være blevet tilbudt gæsterne hos Tjæreborg Rejser. I dag ville udflugten aldrig komme på programmet, men tidens seksuelle frigørelse gav grobund for mange anderledes tilbud. For de københavnske gæster var tilbuddet måske ikke specielt overraskende. Husker man tilbage på Istedgade i 70’erne og 80’erne, så var en del af gaden fyldt med tilbud, som i høj grad svarede til udflugten i Palma.

Alle gæsterne og ikke mindst hovedparten af selskabets ansatte elskede Simon Spies og hans rejsebureau. Unge mennesker stod i kø for at blive optaget på guideskolen, selvom de vidste at kun de få, blev ansat bagefter.
I bogen ’Hemmeligheden bag Spies-Ånden’ udgivet i juni 2022, beskriver Eva Vedel gennem egne og kollegaers historier, hvorledes ’man får folk til at knokle røven ud af bukserne 24/7 og sove med uniformen på – ovenikøbet med et saligt smil på læben’. Historierne er fortalt af tidligere Spies ansatte, som gengiver personlige og sjove anekdoter om det at arbejde i Spies Rejser, samt om diverse møder med Simon Spies under såvel danske som fremmede himmelstrøg.

Historierne fortæller også om en dengang anderledes form for virksomhedsledelse, og hvordan helt unge guider, helt ned til kun 18 år gamle, fik ansvar for hoteller samt gæsternes ophold og udflugter, på trods af deres unge alder. Men historierne fortæller også om, hvorledes guiderne på visse destinationer tog godt for sig af livets ’mangeartede tilbud’, og hvordan de levede et guideliv i overhalingsbanen.

Mangt en 60’er, 70’er og 80’er virksomhedskultur bliver i dag, med rette eller urette, vejet på en guldvægt og målt med dagens målestok, selvom mange af aktørerne eller firmaerne ikke længere eksisterer. Simon Spies døde 16. april 1984 og fra den dag blev virksomhedskulturen en anden. Langsomt blev kulturen præget af koncernens nye ejere og langsomt skulle kulturen i højere grad understøtte selskabets kamp for overlevelse. Magien, om man kunne lide den eller ej, forsvandt ganske langsomt, men tilbage står historien om det lille rejsebureau som voksede sig stort og som hele Danmark – inklusive pressen – elskede højt.

Som nævnt i artiklen ovenfor, ville dette forbrug af unge piger aldrig have kunnet have fundet sted i dag. MeToo bevægelser og et ændret syn på mænd og kvinders misbrug af unge under 18, ville have stoppet misbruget, næsten før det var begyndt.

Derfor eksisterer overstående artikel om Simon Spies og hans rejsebureau fortsat, idet hensigten med artiklen ikke er at forherlige personen Simon Spies, men at beskrive hvorledes en knægt fra Helsingør kunne blive Danmarks Rejsekonge #1, uanset sit forbrug af penge, sprut, rusmidler og alt for unge piger.