Bureauerne myldrer frem

Rejsebureauerne dukker op som paddehatte over hele landet i disse år og tilbyder tusindvis af rejser til både nye og gamle rejsemål i det nu stærkt forandrede Vesteuropa. Alle håber på, at de kan få deres gode bid af kagen, når de rejselystne og nysgerrige danskere skal ud i det nye Europa. En lille annonce fra Trapps Turist Trafik i Folehaven viser netop denne mangfoldighed. Bureauet er ikke stort, men turen går helt til Tyrol, og selskabets sikkert nye og helt moderne turistbus, har fået første parket i annoncen, som blev indrykket i Ekstra Bladet sommeren 1952.

Viking Nordturist bliver snart kendt som ’de glades rejsebureau’, hvilket man ikke kan være i tvivl om, når man ser forsiden af 1953 kataloget. Berømmelserne vil ingen ende tage, idet man stolt fortæller, at man allerede i 1938 fik prædikatet ”solidt rejsebureau” af International Hotelmen’s Association’, og bureauets busser berømmes som ’elegante, driftssikre og behagelige’ samt Danmarks fineste og bedste langtursturistvogne’.

Før internet hjemmesiderne blev opfundet, var rejsekataloget bureauernes ansigt ud ad til. Det var katalogerne, der skulle lokke gæsterne til at købe en rejse, så teksterne og senere billederne, skulle være tillokkende. Lad os tage et kig på Viking Nordturists katalog i 1953.

Kataloget i 1953 er på 28 sider i A5 format og er trykt hos Chr. Andersen i København. Dette format bliver i øvrigt Viking Nordturists standard format og bibeholdt indtil 1987, hvor formatet vokser til A4. Viking Nordturist tilbyder dette år 11 forskellige rejser til 7 forskellige rejsemål, og rejserne er en blanding af rejser med Turistvogn, Tog samt Fly.

Der er således tale om et ganske omfangsrigt program med i alt 120 afgange. De første rejser afgår i midten af maj, mens de sidste suser afsted midt i oktober. Hovedvægten af afgange ligger dog pænt fordelt over juni, juli, august og september.

Blandt Paris rejserne skal man især lægge mærke til den kombinerede bus og fly rejse. Her har man valgt at lade enten ud- eller returrejsen foregå med fly. Programmet beskriver i malende vendinger, hvorledes flyveturen på kun 4 timer foregår, og hvorledes piloten jævnligt kigger ind og fortæller hvad der befinder sig under flyet, mens stewardessen sørger for frokosten. ’En vældig oplevelse, et pust fra den store verden – ønskeferien’.

Togrejserne foregik dengang på 3. klasse med mindre, man har købt tillægsbillet til 2. klasse. På rejsen til Mallorca som foregår med tog hele vejen, er der dog typisk mulighed for tilkøb af liggeplads fra Paris og frem til Barcelona. I Barcelona er der transport til havnen, hvor skibet som skal bringe gæsterne til Palma på Mallorca afgår. Tilsvarende bringes gæsterne til hotellet i Palma, hvorefter oplevelserne kan tage fart. Denne rejse tilbydes i disse år af de fleste større rejsebureauer, og netop denne type rejse blev Simon Spies debut som rejseleder for De Forenede Rejsebureauer. Viking Nordturists anden Spaniens variant foregår til gengæld med turistvogn til Paris og med overnatning undervejs. Fra Paris er turen dog identisk med den første rejse. Det er dog ingen tvivl om, at Viking Nordturist berømmer deres turistvogne i høje toner, og at turene med turistvognene er klart mere luksuriøse end turene med tog.

Rhinrejsen, som har Assmanshausen som rejsemål, har overnatning i henholdsvis Hamburg og Bad Nenndorf på udturen og en enkelt i Hannover på hjemturen. Turen lægger stor vægt på, at det er tid til besøg i Skt. Pauli og at der er sen afrejse dagen efter. Turen blev en klassiker og selv i dag køres denne tur med bus fra Danmark, og kun med ganske få ændringer.

Som tidligere nævnt, var danskernes rejselyst i disse år delvist drevet af nysgerrighed. Man ville rigtigt gerne se de steder man havde hørt om under 2. verdenskrig, og turen Kiel – Harzen – Hamburg, er er godt eksempel herpå. Turen går fra bureauet i Helgolandsgade over Storebælt samt Fyn og Sønderjylland, og allerede ved ankomsten til Kiel omtales byen som ’den stærkt medtagne by’ og på vej hjemover hvor Hamburg besøges går turen ’helt ud til Hammerbrooks ruinhobe’. Med vore dages øjne er der måske her tale om en lidt speciel oplevelse.

Kvarteret Hammerbrook ligger kun få kilometer fra Hamburgs gamle by, Alsteren og Skt. Pauli, og blev totalt udslettet i sommeren 1943. De allierede styrker igangsatte en operation kaldet ’Gomorrah’ lørdag den 24. juli ’43 og 10 nætter senere, tirsdag den 3. august, var bydelen udslettet og knap 50.000 mennesker havde mistet livet. Alene ved angrebet natten mellem den 28. og 29. juli hvor 787 allierede bombefly angreb byen, omkom mere end 30.000 borgere. En næsten orkanagtig vind fik de efterfølgende brande til at brede sig hurtigere end borgerne kunne nå at flygte. Selvom Hamburg var under kraftig genopbygning på dette tidspunkt, og flere centrale dele allerede fuldt genopbygget, må det have været underligt at besøge et område som Hammerbrook, her præcist 10 år efter at bydelen blev udslettet. Turen var dog ikke kun ruiner og minder fra verdenskrigen, idet den også gik til Bad Harzburg. Under det tre dages i Harzen er der ophold på byens førende hotel Bodes Hotel, og der er udflugter til såvel bjergtoppen i byen, Romkerhaller vandfaldet, Goslar samt Iberg drypstenshulerne. Opholdet i Harzen bliver også en klassiker, og ikke så få millioner danskere har gennem årene besøgt disse turiststeder.

Bodes Hotel i Bad Harzburg 1955

Der må have været krig på kniven mellem rejsebureauerne i starten af 50’erne, og noget tyder på, at Vikings Nordturists ledelse, har været forarget over de avancer, som enkelte i branchen havde på deres rejser. I en annonce, Søndag den 4. april 1954, tager Viking Nordturist nemlig det store skyts i brug. Annoncen reklamerer for præsentation af bureauets 7 nye Pullman vogne, og understreger at netop Viking Nordturists nettofortjeneste på sine rejser kun er 2,8%, så der bruges altså maksimalt på, at højne kvaliteten i rejserne.
Køb af 7 Pullman vogne i 1954 må være lidt af en bedrift, som de fleste andre bureauer ikke har kunnet matche. Det må have været startskuddet på Vikings forkærlighed for, selv at have en stor flåde af luksus turistbusser. Luksusbusser blev senere et synonym med Viking Nordturist i mange af bureauets leveår og fyldte altid flere af de første sider i katalogerne. Desværre er der ingen billeder af disse Pullman busser i bureauets annoncer, så hvordan de så ud, må indtil videre henstå i det uvisse. Mercedes arbejdede også sammen med Pullman, så her er deres bud på en Pullman bus.

Mercedes-Benz O 6600 H Pullman
Fotograf ukendt

Som det fremgår af Viking Nordturists annonce ovenfor, er bureauet flyttet over fra Helgolandsgade og til Vesterbrogade nummer 6D, omtrent på hjørnet af Buen (Vester Farimagsgade). Det er i øvrigt tankevækkende, at både Schmidts Turisttrafik og Simon Spies boede i samme bygningskompleks. Schmidt drev sin vognmandsforretning fra adressen, mens Simon Spies i disse år forsøgte sig som skatterådgiver fra værelse 508, kun et lille stenkast fra adressen i Vester Farimagsgade (Buen), som kommer til at give husly til Viking Nordturist ad flere omgange i dets leveår.

Sommeren 1954, har givetvis været et stort år for Viking Nordturist. En placering på den meget centrale adresse over for Hovedbanegården i København, og 7 egne Pullmann luksusbusser antyder, at der har været en stor egenproduktion af rejser. Bureauets direktør hedder fortsat Anders Nyborg, og ham skal vi komme til at høre meget mere om i den nærmeste fremtid. Den 20. juni samme år, kan man læse i en annonce, at der i sommerkataloget nu tilbydes 150 rejser, samt at bureauet er blevet medlem af ’Dansk Rejsebureauforbund’. Læg i øvrigt mærke til bureauets annoncestil, som forblev næsten uændret de næste 40 år. Det er i øvrigt interessant, at rejsen til Italien fortsat udbydes som en kombineret tog og bus rejse, selvom bussernes komfort, er blevet væsentligt bedre.

Politiken 20. Juni 2954
De glades rejsebureau
Politiken 29. juni 2954

 

 

 

 

 

 

 

Det var forsat et gennemgående træk hos flere bureauer at kombinere transportmidlerne i disse år. Eksempelvis tilbyder Lili’s rejser i Knabrostræde samme år rejser til Italien, hvor udrejsen foregår med tog til Como og derefter med Pullmann bus til Venedig.

To annoncer fra Lilis Rejsebureau i Knabrostræde. Herover luksusrejse med tog til Como og derfra med Pullmanbus til Venedig, Trieste, Jugoslavien og Gardasøen.
Til høje endnu en annonce fra Lilis blandt andet med to af danskernes favoritter Rhinen og Tyrol.

 

Den store produktion af rejser i disse år, betyder også at behovet for rejseleder eller turistførere som de også hed dengang, øgedes markant. Tidligere var mange af rejselederne arkitekter, som havde en forkærlighed for at se på bygninger i de mange europæiske storbyer, men også mange skolelærere havde et bijob som turistfører. Skolelærerne var godt alment uddannede og havde et stort kendskab til europæisk historie samtidigt med, at de ofte kunne et eller flere fremmedsprog. På daværende tidspunkt har det været afgørende for en vellykket rejse, at man kunne tale det lokale sprog, idet det ikke var normalt, at f.eks. borgerne i Tyskland kunne tale andet end tysk.

Selvom Johs. Hansen opruster i Sønderjylland, trækker han to sønner teltpælene op og flytter til hovedstaden. De åbner eget rejsebureau i Skoubogade hvor nummer 4 nu lægger lokaler til deres bureau som også bærer navnet Sønderjyden. Samtidigt indledes et samarbejde med det københavnske bureau Liechtenstein som har til huse på Vandkunsten tæt ved Rådhuspladsen i København. Flytningen sker sandsynligvis for at få mere arbejde til turistvognene fra Sønderjyden, men måske også et ønske om, at slå sig fast i hovedstaden. Antallet af rejser som udgår direkte fra Sønderjylland er faldende, idet flere af de Sjællandske vognmænd gradvist sender flere og flere af turen via Gedser – Grossenbrode, som åbnede for trafik i 1951, eller direkte fra hovedstaden over bælterne, og derfra sydpå mod de mange rejsemål. Tidligere var gæsterne ofte taget med tog til Padborg, for der at skifte til turistvogn. En praksis som efterhånden udgår.
Annoncen fra Sønderjyden i marts 1957 herunder viser, ud over mangfoldigheden i rejseudbuddet sidst i halvtredserne, også portrætter af flere kommende personligheder i rejseverdenen. Længst til venstre ses den kommende direktør og senere ejer af Viking Nordturist, Leif Linné Hansen, og i det tredje billede fra venstre ses Otto Holtermann, der også bliver både rejsebureau ejer samt indehaver af Holtermanns Rejselederskole. Rejselederskolen havde base i København på Mallorca og lejlighedsvis hos De Hvide Busser i Odense. Her var det i øvrigt den mangeårige rejsefører Hans Hviid som underviste eleverne. Skolen var meget anerkendt i branchen og har fostret mange rejseledere til både bus– og flyrejsebureauerne til langt op i firserne .

En af Sønderjydens første annoncer fra bureauets adresse i Skoubogade. Bureauets forkortelse SET som stod for Sønderjyden Europa Turist, blev i forbindelse med flytningen fra Sønderjylland ændret til Service Erfaring Tillid

Behovet for turistkørsel i København er nu så stort, at de mange biler fra Sønderjyden kunne tjene rigtigt gode penge, men kort efter etableringen af det nye samarbejde mellem Sønderjyden og Liechtenstein, køber Johannes Hansen og hans to sønner ejeren af Liechtenstein ud. Præcist hvorfor de overtager bureauer er uklart, men den ene af Johs. Hansen sønner Eigil, bliver daglig leder af bureauet. Johs. Hansen 2. søn Leif bliver, som vi ser i annoncen fra Sønderjyden, formentlig leder af netop dette bureau. Han fortsætter også med at pleje sin store glæde for turistbusser, idet han primært arbejder med tilrettelægning af buskørslen for de to bureauer, indtil han i slutningen af 50’erne køber Viking Nordturist af Schmidts Turisttrafik. Årsagen til, at Schmidts Turisttrafik en kort periode ejer Viking Nordturist, vender vi tilbage til.

En af flere Henschel turistbusser som blev leveret til Sønderjyden i halvtredserne

 

Hos Viking Nordturist beskæftiger man sig her midt i 50’erne også med turistkørsel for andre bureauer og blandt disse finder vi også bureauet Liechtenstein, som havde været kunde i mange år. Egenproduktionen er ikke tilstrækkelig til at beskæftige alle de egne busser, og bureauer som De Forenede og Liechtenstein kunne godt bruge lidt forstærkning fra tid til anden. Den igangværende optur, drevet af en gennem mange år uforløst rejselyst, får tilsyneladende behovet for gode turistbusser og ikke mindst rejseførere til at stige voldsomt disse år. Sønderjyden og Viking Nordturist mærker også denne mangel på uddannede rejseledere, for i oktober 1959, finder vi en annonce i Politiken, som averterer efter kursister til to rejselederkurser. Læg i øvrigt mærke til, at bureauet er flyttet endnu engang. Denne gang er adressen Vester Farimagsgade 1-3, præcist samme adresse som mange år senere igen kommer til at huse bureauet.

I Tjæreborg havde rejselysten også bredt sig og Almindelig Dansk Turisttjeneste ved førstelærer Mathiesen tilbyder nu rejser til Italien, Spanien og Østrig, og denne annonce dukker op i dagbladet Politiken. Spændende er det, at rejselederne er navngivet i annoncen. Ud over førstelæreren, så er kaptajn Mikkelsen fra Næstved, kommunelærer Ingwersen og ikke mindst Pastor Eilif Kogager indrulleret som rejseledere på førstelærerens rejser. I annoncen fra marts 1956 er udbuddet er rejser ganske omfattende og man kan se at telefonnummeret fortsat er Tjæreborg central nr. 41

Pastor Krogager rager i første omgang uklar med Kirkeministeriet, da de mener, at det måske er uforeneligt med pastor gerningen at arrangere og gennemføre kommercielle turistrejser. Ministeriet indleder således en undersøgelse i foråret ’56, 6 år efter bureauets spæde start. Pastoren får dog allerede i juli samme år syndsforladelse idet hverken biskoppen, menighedsrådet eller pastoren selv, finder at hvervet som rejsekonsulent strider mod reglerne.Nordisk Bustrafik alias Tjæreborg Rejser har da også allerede sendt mere end 6000 gæster på ferieture sydpå, så måske har hele menigheden allerede været blandt bureauets gæster

Om Pastor Eilif Krogager her har omgået sandheden lidt lemfældigt er ikke til at sige, men ifølge pressen er hr. Krogager kun rådgiver, planlægger og korrespondent for bureauet, mens to lærere og en kvindelig farmaceut (!) tager sig af de praktiske gøremål. Tjæreborg Rejser bliver som bekendt hurtigt en af de store og især jyske spillere på busrejse markedet, og udvikler dansk flycharter til noget meget stort og enestående i Europa. En model som bliver efterlignet i hele Nordeuropa gennem 60’erne og 70’erne.
At andre end biskoppen og menighedsrådet syntes det var underligt at blande præstegerningen med rejsebureau aktivitet, kom tydeligt frem i Tivoli Varieteen 1967, hvor Preben Uglebjerg fremførte en vise kaldet ‘Gyngerne og Karussellen’. Musikken var af Herbert Steen og teksten var skrevet af Ulrich Ravnbøl, og Tjæreborg præsten kom under kærlig behandling med denne tekst:

Hver søndag stiller præsten i kirken klokken ti.
Der står han ene og forladt uden publikum, fordi
i Tjæreborg var alle til lørdagsbal på kro’n.
Hvad gør en præst så i den situation?
Han slæver hele menigheden til Mallorca i caravellen,
så han tjener ind på gyngerne, hvad han har mistet på karrusellen.
Og svigter de kære sognebørn,
ta’r han på korstog med hele koret.
Men turen er ganske hyggelig,
og den gi’r skillinger ned i foret.
Hjemme i Tjæreborg går det lidt sløjt.
Kirken er tom, orglet bruser ikke længer’,
ingen gider synge med mer’ på Grundtvigs salmer.
Men når pastoren sidder med dem på en bar under Sydens palmer,
så synger selv de værste,
når blot de først har smagt lidt på muskatellen,
så han tjener ind på gyngerne,
hvad han har mistet på karrusellen.

 

De to s/h billeder viser hhv. en eftertænksom Pastor Krogager foran en af sine busser i starten af halvtredserne og en af hans busser som netop hjemvendt fra Paris
En af Krogagers Paris busser holder pause

 

 

 

 

 

Farvebillederne er fra en Tjæreborg tur til Tyrkiet, hvor det ikke har været helt nemt at være chauffør, når vandløbene skulle forceres.
Fotos: Pingvinnyt – Hadsten